En filmstudietur er virkelig et must hvis man er filmfan og befinder sig i hjertet af filmindustrien, nemlig Hollywood. Der findes flere af slagsen i Los Angeles, men få kan prale af at have så meget historie og så mange klassiske film i deres filmkatalog som Paramount Pictures. Jeg havde fornøjelsen af, at prøve Paramount Pictures “Studio tour” i april måned, og jeg kan sige så meget, at det var en fantastisk oplevelse, og derfor vil jeg her fortælle lidt om om Paramount og selve turen.
Indholdsfortegnelse
Historien bag Paramount Pictures
Paramount Pictures har æren af at være verdens femteældste stadigt aktive filmstudie. Det blev grundlagt helt tilbage i 1912 af Adolph Zukor, W. W. Hodkinson og Jessie L. Lasky, og er til den dag idag, en af de største spillere, hvad angår filmstudier. I 1926 besluttede grundlæggerne at bygge et nyt filmstudie midt i Hollywood, hvilket er det selvsamme studie og samme lokation, som det er idag (men det er selvfølgelig en del større idag!). Og allerede et år efter vandt studiet den allerførste “bedste film” oscar nogensinde med filmen Wings.
Jeg nævnte tidligere at Paramount har et meget imponerende filmkatalog – men hvad er det helt præcis for nogle film, som de har været med til at producere/distribuere? Ja, der kunne nævnes en hel masse, men her er bare nogle af de meget imponerende klassikere:
Sunset Boulevard (1950), Rear Window (1954), The Ten Commandments (1956), Vertigo (1958), Psycho (1960), Godfather trilogien (1972-1990), Apocalypse Now (1979), Forest Gump (1994), Titanic (1997), Mission Impossible filmene (1996 -).
Studieturen i Paramount Pictures
Når du ankommer til Paramount Pictures, så er det første, du bliver mødt med, Melrose Gate, som er en virkelig smuk portindgang i gul farve med to store buer og to kolonner i siden, i ægte klassisk Hollywood stil. Det er dog ikke her du skal gå ind, når du skal på studietur – du skal i stedet gå lidt længere ned ad gaden (på venstre side af Melrose Gate) og gå ind af en dør hvor der står “Studio Tours”. Her oplyser du personalet om dit navn og reservation (læs mere om, hvordan du reserverer, nedenfor), og dernæst får du et fedt lenticular “guest badge”, hvor dit navn står på!
Turen er en guidet tur, som tager to timer, hvor guiden giver en masse informationer om selve filmstudiet, men også spændende anekdoter og historier om de mange episoder, der er foregået i forbindelse med filmoptagelserne og mere. Man får undervejs også lov til at stille spørgsmål. Turen foregår både til fods, hvor man fx går ind i de forskellige studier og bygninger, og med turvogn. I løbet af turen, viser guiden forskellige filmscener på sin tablet, der er filmet på de specifikke sets og lokationer, man samtidig får lov til at se. En vigtig ting at nævne er, at man desværre ikke må filme i filmstudiet, man må kun tage billeder. Men på den positive side, så vil guiden gerne være behjælpelig med at tage billede af dig, hvis du har behov for det – det var i hvert fald tilfældet med mig 🙂 .
Nå, nu til selve turen! Allerede til at starte med kører man rundt om de forskellige sets og studier med turvognen, og får et indblik i, hvad der er bag kulisserne. Hvad vi så her, var ikke spor “flashy”, men i høj grad en del af en almindelig hverdag på et filmstudie, og det virkelig spændende. Der var fx flere folk der var i gang med at bygge et større filmset og folk der bar ting frem og tilbage, samt andre der stod og talte sammen. Derefter bliver du vist rundt i andre spændende sets og lokationer. For eksempel er der en lokation, som nu er en ganske almindelig parkeringsplads, men hvor der tidligere var blevet filmet scener til “The Ten Commandments” (De Ti Bud).
Du får også mulighed for at se flere forskellige spændende rekvisitter fra film. Bl.a. kan man se en bænk, som Tom Hanks (som karakteren Forest Gump) har siddet på i filmen Forest Gump. Man kan også se andre diverse rekvisitter fra fx Gladiator, Mission Impossible, Star Trek og ikke mindst, kæmpe Transformers robotter!
Man ser også en biograf hvor filmskaberne holder test visninger af deres kommende film, så de kan få en reaktion af publikum på dem. Biografen bruges også i film.
Et af højdepunkterne ved turen, var Dr. Phils studie – ikke så meget fordi jeg er stor fan af programmet, men mere fordi selveste Godfather trilogien blev filmet der. Selvfølgelig ikke hele filmen, men i hvert fald dele af filmen blev filmet i det studie, der nu huserer Dr. Phil programmet. Specielt Godfather 2 er en af mine favoritfilm, og at være i samme rum og høre sjove og spændende historier om optagelserne osv., var absolut en fantastisk oplevelse. Guiden fortalte bla. at der var en del mafia medlemmere, som befandt sig på filmsettet, mens de filmede. Og ikke nok med det – de pressede filmfolkene, så de kunne være med i filmen, og det endte sågar med at de kom med i den.
Men det absolut største højdepunkt ved turen, synes jeg, var det rimelig store og meget overbevisende New York set, som de har bygget. Det er bygget i rigtig størrelse og fylder to gader. Bygningerne er i gammeldags New York stil, og du føler nærmest at du står midt i byen, når du er på settet. Men selvfølgelig når du kommer lidt tættere på bygningerne, kan du se at de ikke er bygget af rigtige mursten, men noget let og billigere materiale. Dog stadig meget imponerende og troværdigt. Turguiden fortalte os, at New York settet er hyppigt blevet brugt i film gennem årene, så for at tilføje noget lidt unikt til sin film, kan man ændre detaljer såsom farven og møbleringen inde i bygningerne, dørhåndtag osv. På settet fik vi også set en helt speciel bygning, som er blevet brugt i en meget berømt film – det er nemlig den berygtede jazzcafe fra Spiderman 3, og den ser præcis ud på samme måde som i filmen, så det var meget interessant at se.
Sidst på turen har man mulighed for at købe souvenirs i en souvenir shop, og her er der alt fra magneter til tøj, kopper, film og mere. Men det er dog ret dyrt, så jeg endte med kun at købe en magnet, haha. Men ikke desto mindre, et lille minde om en super spændende dag.
Min generelle mening om turen
Jeg synes Paramount Pictures studioturen er en fantastisk oplevelse, specielt hvis du er filmfan eller generelt bare interesserer dig for gammel Hollywood. For studiet er en af de få filmstudier, der har rigtig Hollywood stemning over sig, og er sågar det eneste store studie tilbage i selve Hollywood. Samtidig får du en god, engagerende guide, der er meget informativ. Og selve turen er både øjenåbnende, for du ser bag kulisserne af en af de største filmstudier i verden, men også meget lærerig og spændende, fyldt med fede sets og rekvisitter.
Personligt synes jeg også selv at en 2 timers studietur er hverken for meget eller for lidt, det var lige tilpas. Det eneste negative, jeg kan komme på ved turen, er at man man ikke må filme (dette er dog forståeligt) og at vi ikke så nogen filmoptagelser (der blev kun optaget inde i lydstudierne, hvor gæster selvfølgelig ikke er velkommen).
Så jeg synes overordnet set, at Paramount Pictures er det bedste studie, hvis man er filmfan, taget både selve turen, historien, Hollywood stemningen og den billigere pris i betragtning. Paramount er et godt alternativ til Universal Studios som er væsentlig dyrere og mere populær, men som umiddelbart er mere som en forlystelsespark end et klassisk filmstudie. Udadtil virker Paramount, for mig, mere autentisk, mhp. at det er et vaskeægte Hollywood filmstudie.
Køb af billet og valgmuligheder
Måden du kommer på en filmstudietur i Paramount Studios er ved at købe en billet på Paramounts officielle hjemmeside.
Køb billetter til filmstudieturen her
Her kan du vælge imellem en almindelig “Studio Tour” eller en “VIP Tour”. Jeg valgte førstnævnte, som varer to timer, og hvor du ser bag kulisserne, rekvisit-varehus, et tur center og forskellige sets (bl.a. New York settet), lydstudier mm. VIP turen varer 4, 5 timer, hvor man får en rigtig behind-the-scenes oplevelse, adgang til arkivrum og Special Effects, møder arkivister og håndværkere, og man får en gourmet frokost.
“Studio Tour” koster 60$ (402 kr.) og “VIP Tour” koster 189$ (1.267 kr.).
Når i har valgt en af disse valgmuligheder, skal i derefter vælge tidspunktet og så betale.
Jeg vil anbefale at i køber en af de tidligere ture, da jeg oplevede, at der var meget få mennesker (vi var kun 6!) og samtidig, så slipper i for den alt for varme eftermiddagssol i LA.
Jeg håber, at jeg har inspireret jer til at prøve en filmstudietur i Paramount Studios – det var en super oplevelse!
Kunne du tænke dig at læse mere om Los Angeles, så tag gerne et kig på min guide til Los Angeles her og få inspiration til de bedste seværdigheder og spisesteder i byen.






Trackbacks/Pingbacks