Los Angeles er en by, som jeg altid har drømt om at rejse til. Og det skete endelig for ca. to uger siden, hvor jeg var afsted med min nevø og min fætter! Det gode vejr, de flotte strande, Hollywood og generelt den afslappede tilgang var alle ting, der virkelig tiltrak mig til byen. Men i med at jeg er en kæmpestor filmfan, kan jeg ikke komme udenom, at Hollywood og det faktum, at byen er hjertet af hele filmindustrien, har haft meget stor indflydelse på min lyst til at rejse dertil. Men i sidste ende var det faktisk de vildt billige flybilletter, der gjorde udslaget. Flybilletterne til den gyldne kyst er nemlig utroligt billige, så hvis du ligesom mig, længe har drømt om at tage dertil, så skal du slå til lige nu! Men det kan godt være svært at vælge og finde ud af, hvad man skal lave, hvad man skal spise eller hvor man skal bo, da byen er så stor og spredt ud. Men i dette blogindlæg har jeg samlet mine favoritoplevelser fra byen, til en guide, der forhåbentlig kan inspirere din rejse.

 

Seværdigheder

Inden jeg rejste, læste jeg flere steder at Los Angeles ikke rigtig er en by, som har mange must-see seværdigheder (ligesom fx New York), men er mere en by, man skal føle stemningen i – og det kunne ikke være mere korrekt. Jo, selvfølgelig kan man sagtens finde på masser at lave, men Los Angeles handler mere om en helt speciel “vibe”, som man ikke kan finde i eksempelvis New York. Den afslappede tilgang, det dejlige vejr og de flinke mennesker, der er helt nede på jorden, er noget man kan mærke og observere med det samme. Der er ingen stress, det er ren chill. Men disse fede seværdigheder vil bare øge jeres oplevelse endnu mere.

 

Griffith Observatory

Griffith Observatory er et ikonisk observatorium og planetarium, som blev åbnet i 1935. Det er muligvis et af de mest kendte seværdigheder i LA og er helt klart et besøg værd. Ikke nok med at bygningen i sig selv er rigtig flot udefra, dens beliggenhed er også fantastisk. Den ligger nemlig på bjerget Mount Hollywood og overser store dele af byen, så du en fremragende udsigt. Samtidig er det højst sandsynligt også det bedste sted man kan se det berømte Hollywood skilt. Så er du ikke meget til rummet eller planeter, bør disse to ting alene være nok til et besøg. Men indenfor er der også en helt del at opleve. Der er en masse informationer og udstillinger af alt muligt rumrelateret – der er bl.a. stykker af flere forskellige planer, som man kan røre ved og flotte malerier. Der er desuden også teleskop, som skulle være rigtig godt, men som selvfølgelig var lukket, da vi tog derover om dagen. Men det, der virkelig var spændende var den super fascinerende planetarie-forestilling, hvilket jeg 100% kan anbefale. Det koster dog 7 dollars, men er alle pengene værd.

I kan komme derop enten via bil eller busserne, der kører hver 20-25 minutter eller Uber. Vi brugte sidstnævnte. Vi havde dog store problemer med at komme ned, da vi havde dårligt signal og derfor ikke kunne kalde på en Uber. Så jeg vil anbefale at du enten tager en bus eller bil, medmindre du selvfølgelig ikke vil ende med at gå hele vejen ned af det store bjerg ligesom vi gjorde.  

 

Oplev de flotte strande

Man kan næsten ikke komme udenom at tage til stranden, når man er i Los Angeles – det skal man bare!

Byen har flere smukke strande at vælge imellem, men de mest populære er Santa Monica, Venice og Malibu beach. Selvom vi desværre ikke var i vandet (det var lidt for koldt!), så nød vi at være på stranden. Santa Monica er en meget bred strand, typisk med rigtig mange gæster, men heldigvis også masser af plads. Ved stranden er der en pæn promenade med nogle flotte farverige huse. Men det som Santa Monica er mest kendt for, er Santa Monica Pier, hvilket er en hyggelig forlystelsespark, bygget på en mole. Den har været med i utallige film, tv-serier og spil, så det var rigtig sjovt at opleve den på egen hånd, især fordi stemningen var så hyggelig. Man skal dog være opmærksom på, at der er rigtig mange gæster, så der kan godt være proppet nogle steder. En anden vigtig ting at nævne om Santa Monica, er det besynderlige vejr, som vi oplevede begge gange vi var der. Selvom der ved vores hus, som lå ca. 30 min væk fra Santa Monica, var skyfri himmel og varmt vejr, så blev vejret skyet og koldt, ligeså snart vi kørte ind i Santa Monica. Jeg har senere fundet ud af, at det er pga. tåge, hvilket er normalt i de varmere måneder. Det skyldes temperaturforskellene på vejret og havet.

 

Malibu beach ligger ca. 30 min. fra Santa Monica og var mere stille og afslappende, da vi var der. Stranden er smal, men sandet var blødt og der var virkelig flotte huse ved strandkanten. Der var dog desværre ingen restauranter eller cafeer i sigte, så en god ide ville være at købe forsyningerne inden man tager til stranden.

Vi nåede desværre ikke at se Venice beach, men denne strand skulle også være flot, især med den berømte promenade. Det må komme næste gang!

 

Beverly Hills

Flotte biler, rige mennesker og luksuriøse shoppingbutikker – Beverly Hills er virkelig pompøs og overklasse, så det basker! Det er dog meget hyggeligt at gå rundt i berømte Rodeo Drive, som er en shopping gade, der også har været en del af flere film. Her finder du alt fra Gucci, Lous Vutton, Rolex og andre high-end butikker. Selvom du måske ikke har råd til at købe noget, så tag alligevel et kig ind i nogle af butikkerne, for designet både udefra og indefra er virkelig smukt. Mis ikke Two Rodeo, også kaldet Via Rodeo, som er en sidegade til Rodeo Drive. Det er en virkelig flot lille sidegade med smukke hvide bygninger, der bare venter på at du tager et billede til Instagram!

Når du er færdig med Rodeo Drive, så gå rundt i de flotte rige nabolag, som ligger lige udenfor. Her kan du se kæmepestore villaer og fabelagtige biler igennem hele nabolaget. Det er virkelig som at gå på et filmset.

 

Hollywood Boulevard (se stjernerne I Walk of Fame, gå rundt i det flotte center, en helt anden charme om aftenen)

Så er vi kommet til den helt store og muligvis mest berømte seværdighed i LA, nemlig Hollywood. Selve Hollywood bydelen er rigtig flot og livlig, specielt Hollywood Boulevard og alle dens sidegader. Her kan du se de berømte stjerne på Walk of Fame, hvor der er mere end 2.600 stjerner, fra både film, tv og musikindustrien. Det var en god oplevelse at se alle de stjerner, specielt dem man var stor fan af. Hollywood har dog mere at byde på end Walk of Fame. Man kan bla. gå rundt i det flotte Hollywood & Highland Center, som har en helt unik arkitektur og design, med store flotte staturer og smukke indgraveringer. Derudover må du ikke misse Hollywood Boulevard om aftenen. Den har nemlig en helt anden charme, med sine mange mennesker, blinkende lys og musik. Det er så festligt.

 

Gå rundt og udforsk Downtown (Historic district, fashion district, Little Tokyo)

 

 

Downtown Los Angeles er helt speciel. Der er så stor variation hver enkelt lille område, at du bliver helt overrasket over forskellen. Du har bla. Historic district (Historic Core), som er den ældre del af downtown. Du har Fashion district, hvor de fleste butikker sælger tøj. Du har kaotiske sidegader med små gadebutikker, der sælger alt fra højtalere til kæledyr. Og ikke mindst har du store skyskrabere der dominerer billedet.

Et sted der specielt afvigede sig fra andre steder i Downtown, var helt sikkert Little Tokyo, som er en lille miniature størrelse af byen Tokyo i Japan. Selvom det lyder som en turistfælde, så er det faktisk et ganske flot område og meget overbevisende arkitektur i japansk stil. Du ser bla. også templer, utallige ramen og sushi restauranter og ikke mindst en del flere asiatere end du ville i andre dele af LA, hvilket også tilføjer noget til oplevelsen.

 

Tag en studio tour i legendariske Paramount Pictures Studio

Paramount Pictures Studio er et af de mange Hollywood filmstudier, der findes i LA. Men lige netop dette studie er helt unikt pga. dens alder, samt den helt fantastiske historie og ikke mindst de utallige klassikere der er blevet filmet her. Disse inkluderer Godfather, Sunset Boulevard, Psycho, Forest Gump og mange flere! Det er noget af et katalog, må man sige. Selve Studio turen er en guidet tur, som tager to timer, hvor du får set flere spændende sets og rekvisitter. Desuden viser guiden forskellige filmklip på sin tablet, der er filmet på de bestemte sets og lokationer, hvilket var super fedt. Turen var meget spændende og informativ, så det er helt sikkert din tid værd. En billet for en “Studio Tour” koster 60$ (ca. 400kr.), hvilket er betydeligt billigere end fx Universal Studios. Så hvis du er rigtig filmfan, så vil jeg anbefale Paramount Studio.

Jeg vil dedikere et helt blogindlæg om Paramount Pictures og mine oplevelser på turen, for der er rigtig meget at skrive om dem, så det kan i se frem til!

 

 

Spisesteder

Los Angeles er en meget mangfoldig og divers by, med folk der kommer fra alle mulige steder, hvilket i den grad afspejler sig i madkulturen. Der er nemlig en helt del forskellig mad at vælge imellem. Desuden har Los Angeles et spirende moderne køkken, der består af unge mennesker, som eksperimenterer med nogle unikke tilgange og madretter.

 

Grinder

 

 

Grinder er en traditionel, gammeldags diner, beliggende tæt på Downtown. Restauranten er fra 1968 og når man ser indretningen, kan man godt se at det er en ældre restaurant. Den føles så meget som et filmset, når du træder ind. De serverer alt fra sandwich til burger, men leder du efter en klassisk diner oplevelse, så har de et menukort dedikeret til morgenmad og brunch, hvor du eksempelvis kan få en tallerken med hashbrowns, æg med ost og jalapenos og fantastiske pandekager. Traditionen tro, er det nogle kæmpestore portioner, så du skal ikke bekymre dig om, om du bliver mæt – det gør du!

Johnny Rockets

Denne restaurant serverer bare de bedste burgere! De er fedtede, saftige og store, akkurat som en rigtig amerikansk burger skal være. Min favorit var Smoke House burgeren, der virkelig var noget af en oplevelse. Og bestiller du de tunge, men så lækre cheesefries og de mange varierede shakes ved siden af, så er du godt kørende! Johnny Rockets er i den lidt dyre ende hvad angår burgere, men er helt sikkert pengene værd. De har flere afdelinger, men er du i Hollywood, kan du med rette spise i den, som ligger i Hollywood & Highland Center.

 

Taqueria El Taco Loco

Som navnet også antyder, så er dette en mexicansk restaurant, der bl.a. laver tacos, burritos og quesedillas. Den lå ikke så langt fra vores hus, så vi tjekkede den ud, uden at vide så meget om den og den var helt sikkert en af de største overraskelser på turen. Restauranten ligger nemlig midt ude i ingenting og ser ikke ud af så meget, hverken indvendigt eller udvendigt, men maden var helt fantastisk, samt billig og medarbejderne var rigtig flinke. Så det er helt sikkert et meget autentisk og lokalt sted. Vi spiste super lækre tacos med steak kød, tomater, løg og frisk koriander i. Desuden bestilte vi asada fries, som er pommes frites toppet med steakkød, ost, tomater, løg og ranch dressing, hvilket smagte utrolig lækkert. Og til at slukke tørsten med, så kan du få en iskold lemonade. Pssst..der er refill!

 

Shin Ramen

Denne restaurant er også beliggende i Hollywood, ikke så langt fra Hollywood Boulevard og en glimrende japansk restaurant. Akkurat som ovenstående restaurant, så så den ikke ud af så meget udefra, men serverede rigtig god mad. Vi bestilte Chicken Ramen med store stykker kylling, champignoner, grøntsager og ikke mindst lækre nudler. Både suppen og ingredienserne var super lækre. Ikke nok med at det smagte godt, så var rettens indretning også meget kunstnerisk.

 

Maple Block Meat Co.

Denne restaurant serverer klassisk amerikansk røget barbecue og er perfekt for dig, der bare ønsker masser af kød, for det får du! Deres specialitet er den super lækre beef brisket, altså oksekødsbryst på dansk og den kan 100% anbefales. Du får flere store stykker røget kød, serveret med syltede løg og to saucer. Desuden bestilte vi både mac & cheese og kartoffelsalat som sideret. Begge smagte rigtig godt, men især kartoffelsalaten var jeg vild med.

 

In-N-Out Burger

In-N-Out er en ikonisk burgerkæde, som man bare ikke kan komme udenom i Los Angeles. Den er med i utallige film og vi blev samtidig anbefalet den af stort set alle, så vi glædede os rigtig meget. Men jeg må være ærlig at sige, at den var lidt skuffende, i og med at den ikke var særlig speciel. Dog vil jeg stadig mene at den stadig er over middel og samtidig er den virkelig billig. In-N-Out er så ikonisk, at den bør prøves når man besøger LA, også selvom jeg personligt foretrækker Johnny Rockets.

 

Overnatning

At finde overnatningssteder kan være lidt af en udfordring. Ikke så meget pga. mangel, men mere pris og beliggenhed. Vi oplevede nemlig at hotellerne generelt var rimelig dyre, hvilket forårsagede at vi måtte bruge AirBnB i stedet, som forresten for mit vedkommende var første gang. Men også på Airbnb er priserne dyre, specielt i de attraktive områder såsom Beverly Hills og Hollywood. Downtown er lidt billigere, men det er ikke de bedste steder, man finder derinde og desuden er det også en smule langt fra stranden. Så vi valgte en mellemting mellem billigere pris og distance til både Downtown og stranden, hvilket endte med området Torrance. Det var ikke så langt fra det meste, da det praktisk talt ligger i midten af det hele. Men nabolaget var dog ikke det bedste, da det lå i en mindre pænt kvarter, tæt på ghettoområderne.

Hvor i vil overnatte kommer helt an på, hvad i egentlig ønsker at lave i byen. Er i mere til strand, så vil Santa Monica være ideel. Er i til bymiljøet vil Downtown være det rette valg eller hvis i er mere til filmstudierne og Walk of Fame, så skal i nok bo i Hollywood. Stod det til mig, ville jeg anbefale Hollywood, hvilket også anbefales af de lokale. Det er tæt på det meste og vigtigst af alt, så er det et sikkert område. Jeg vil desuden råde jer til, grundigt at læse anmeldelserne af nabolagene og områderne, inden i booker, da i ligesom os, nemt kan ende i et ikke så pænt kvarter.

 

Transport

Der er flere måder i kan komme frem og tilbage på i byen. Vi brugte Uber til al transport. Det var meget nemt, hurtigt og brugervenligt. Men problemet med Uber er, at det i sidste ende løb op i pris, især fordi man kører mange gange på en dag. Vi fik af vide af de lokale, at man sagtens kan bruge metrosystemet, men det er ikke super udviklet eller udbredt i LA. Derfor vil vi helt sikkert anbefale jer at leje en bil. Alle kører i bil og man kan i høj grad tillade sig at kalde LA for en bilvenlig by, da forholdende er rigtig gode. En bil giver mere frihed og det kan i sidste ende betale sig, specielt hvis man er flere. Jovist, trafikken kan til tider være hektisk og indeklemt, men til gengæld er vejene rigtig gode og brede, så der er god plads at køre på. Og ud fra hvad jeg kunne vurdere, er der heller ikke de store problemer med at finde parkeringsplads, måske lige bortset fra Hollywood. Bilerne er typisk med automatgear, så de er ganske komfortable at køre i.

Hvis i vælger at bruge Uber, så vil jeg stærkt råde jer til at snakke med Uber chaufførerne, da de jo er lokale og derfor meget kan man lære meget af dem, hvilket vi også gjorde. De fortalte os bla. om hvordan det er at leve der, om nattelivet, deres sjove og interessante historier og oplevelser og meget mere.

 

Jeg håber at i har fundet denne guide interessant og inspirerende. Kommenter gerne, hvis du har nogle spørgsmål.