Antalya by er i sig selv en kæmpe attraktion, hvor der er en masse ting at lave – du kan b.l.a besøge den gamle bydel Kaleici, sejle i båd og se byen fra kysten, opleve landets smukkeste strande og meget mere, men i dette blogindlæg vil jeg nævne steder uden for selve byen og som er ideel til spændende dagsture. De her steder er ikke langt fra byen og bør helt sikkert være på din bucketliste når du besøger landet. De er alle markant mindre end Antalya by og giver derfor en meget autentisk og afslappende følelse, væk fra hektisk trafik og store menneskemængder. Samtidig er de alle distriktikter i Antalya provinsen, så de er ikke så langt fra Antalya by.
Læs også: Bedste Seværdigheder i Antalya, Du Bør Se i Din Sommerferie
Læs også: Antalyas Storslåede Antikke Byer: Træd ind i Historien
Indholdsfortegnelse
Manavgat
Manavgat ligger ca. en times kørsel fra Antalya by og ligger øst for byen. Manavgat er, som billederne også viser, kendt for Manavgat floden og vandfaldet. Området er utrolig frodigt og er helt fantastisk, især midt om sommeren, hvor man virkelig kan køle ned. Du kan sagtens bruge en hel eller i hvert fald en halv dag her – for eksempel, nyd de grønne omgivelser, bad i vandet, lav picnic eller udforsk området. Manavgat er generelt meget frodig og grøn, både i henhold til skovområder, der kan opleves mange steder (bl.a. ved bjergene), og landbrug, hvilket selvfølgelig også betyder, at du kan få dejlig lokal og frisk frugt og grønt her. Foruden floden, så kan man også udforske grotter, canyoner og se en smuk, nyere moske, Merkez Külliye Cami, som er opført i Osmannisk stil. Jeg har kun besøgt floden, så for mit vedkommende er der også flere spændende oplevelser i vente under mit næste besøg! Besøger du Manavgat, så tag også gerne til den episke antikke by i Side, der ligger meget tæt på.
Adrasan
Adrasan er syd for Antalya by og ligger 1 time og 21 min fra byen. Adrasan er en landsby i Kumluca distriktet og er ikke ligefrem det største sted i verden, men er utrolig smuk, charmerende og bare så hyggelig! Det er virkelig det ultimative sted for dem, der bare ønsker at slappe af og tage tingene i et lavere tempo på deres rejser. Men vigtigst af alt, så har denne lille landsby noget af det smukkeste natur i landet, som jeg har set. Du har de dramatiske og episke bjerge, frodige skovområder og en super lækker og blød sandstrand – og går/kører du op på en af bjergene, kan du få en helt fantastisk udsigt som billederne foroven! Og bare fordi det er en landsby, er det ikke ensbetydende med, at der ikke er taget højde for turisme, tværtimod – kystdelen af landsbyen er nærmest dedikeret til turisme, med små, hyggelige butikhoteller, pensionater, lejligheder osv. Derudover er der også godt med restauranter og caféer, så mad er bestemt heller ikke et problem – her finder du små bikse, der sælger fast food, fiskerestauranter, caféer og lokale restauranter, der specialiserer sig i det tyrkiske middelhavskøkken, med forskellige mezze, salater og kolde olivenolieretter. Ved sådan nogle steder her, er det selvfølgelig lidt begrænset hvad man kan lave. Men der er selvfølgelig nogle ting man kan lave – faktisk ret spændende ting – Adrasan er kendt for at have et meget klart vand, så der er fx gode muligheder for at dykke her. Man kan også få en bådtur omkring området. Men måske mest populært af dem alle er, at Adrasan ligger langs med den verdenskendte vandrerute, “Den lyriske vej (Lycian Way)”, som strækker sig over 500 km og går langs middelhavskysten fra Fethiye til Konyaalti. Navnet stammer fra Lyrikerne, der er en gammel civilisation, som boede i dette område. Derfor kan du langs ruten opleve virkelig mange antikke byer, der er på UNESCOS verdensarvliste, og selvfølgelig smuk natur og landskaber. Adrasan er stadig relativt ukendt, især blandt udenlandske turister, så du ser ikke mange turister, dog er tallet stigende. Jeg ved godt, at jeg har kategoriseret Adrasan som en dagsdestination, men jeg ville ønske, at jeg havde tilbragt nogle dage her, i stedet for nogle timer, for der er utrolig dejligt! Jeg skal helt sikkert tilbage igen!
Demre
Demre ligger vest for Antalya by og er ca. 2,5 timer fra byen. Demre, tidligere kendt som Myra, var en vigtig by i det gamle Lykien og var en del af Romerriget. En anden interessant detalje om byen er, at den var bosted for kristne grækere frem til 1920, hvor de så flyttede tilbage til Grækenland. Selv idag har byen stor kulturel og historisk signifikans – for det første pga. de super smukke og episke klippegrave, der blev bygget ca. 500 år f.kr. (læs mit blogindlæg om Antalyas antikke byer) og sidst, men ikke mindst, for at være hjemstavn for Sankt Nikolaus eller bedre kendt som manden, der eftersigende er baseret på nutidens julemand. Han var nemlig en helgen, der delte gaver ud til de fattige og dem der havde det svært. Han var derudover også biskop i byen. Færre end 200 år efter hans død, besluttede man at bygge en kirke til ære for ham – denne ser i på billederne (det er desværre ikke de mest interessante billeder, da mange af mine billeder blev mørke eller slørede pga. det lave lys i kirken). Kirken er især populær blandt kristne pilgrimme, der vil besøge Skt. Nikolaus’ grav. Kirken er virkelig interessant, flot og selvfølgelig fyldt med historie. Det mest bemærkelsesværdige og interessante for mig, var uden tvivl de meget farverige og detaljerede kalkmalerier. Kirken er også på UNESCOS foreløbige liste at blive et verdensarvsted – og mon ikke den snart bliver det.
Kas
Kas ligger igen vest for Antalya by og er ca. 3 timer fra byen. Kas er en hyggelig kystby og et ret populært turist spot i landet. Byen befinder sig faktisk på en bakke, som det også kan ses på billederne, og det betyder selvfølgelig at man kan se virkelig smukke udsigter som disse, hvor bjergene også tilføjer rigtig flot til udsigten. Jeg fik desværre ikke set så meget af Kas, da vi havde begrænset tid, så vi kørte faktisk kun igennem byen med bil. Men jeg fik dog set nok til at tilføje den her – og fordi jeg ved, at den har meget mere at tilbyde, end jeg fik set. Hele området har utrolig flotte landskaber, med episke bakker, klipper og bjerge, samt meget smukke strande og hav med et rigt dyreliv. Sidstnævnte er bl.a. også en af grundende til, at Kas er et af de førende steder, hvad angår scuba diving. Desuden kan man også nyde kyststemningen i de smalle, historiske gader, hvor man bl.a. kan se traditionelle osmanniske huse samt forladte græske huse, der tilhørte grækerne som rejste tilbage til Grækenland (som nævnt tidligere). I og med at byen er et populært turistspot, kan man finde ret mange hoteller, pensionater og andet, samt eftersigende lækre fiskerestauranter. Foruden den hyggelige kyststemning og dykning, så kan man også besøge flere antikke byer, der ligger i omegnen. Kas er også et af de steder, som jeg rigtig gerne vil besøge igen – især fordi jeg ikke fik set nok sidst.
Jeg håber, at i er blevet inspireret til at besøge disse spændende og interessante steder, når vi endelig kan rejse igen – jeg vil i hvert fald rigtig gerne besøge dem igen!











