Skal du til Antalya i sommerferien, så kan det være, at disse spændende seværdigheder kunne være interessant for dig. Disse seværdigheder er i Antalya by, hvilket betyder, at jeg ikke har medtaget de seværdigheder, der ligger et stykke væk fra selve byen – dem vil jeg lave et andet blogindlæg for, i form af dagsture fra Antalya. Desuden har jeg heller ikke taget de meget imponerende ruiner og antikke byer med her (bortset fra en 😉 ) , da jeg igen vil dedikere et helt blogindlæg kun til dem.
Antalya er en fantastisk by og er ofte overset og betragtet som en mellemstation for danske turister, der skal til Alanya. Men det er synd, for der er så meget at opleve og se i Antalya, der faktisk er en storby med over 1 million indbyggere. Jeg håber at disse seværdigheder vil inspirere jer til at give Antalya en chance – jeg er sikker på, at i vil komme til at lide byen!
Indholdsfortegnelse
Kaleici
Kaleici, også kaldet Old Town, er den ældre del af Antalya og er bare super charmerende. Der er flotte og farverige huse helt tilbage fra Osmannerriget, hyggelige smalle gader, cafeer og en havudsigt der siger spar to. Du kan desuden finde en masse små butikker der sælger alt muligt turistrelateret. Vil man gerne bo i dette område, er der også massere af muligheder. Du kan fx bo på et af de mange hyggelige boutique hoteller, der tidligere har været gamle osmanniske huse. Slutteligt vil jeg komme med en lille reminder – selvom det umiddelbart ikke skulle se sådan ud, så kan der faktisk komme taxaer og andre biler farende rundt om hjørnet i Kaleici. Hvordan de kan komme igennem større mængder af mennesker og MEGET smalle gader er mig en gåde…Så en god ide er lige at kigge sig over skulderen en gang imellem.
Lara Beach
Lara Beach er muligvis min favoritstrand i Antalya, og det er der gode grunde til – De majestætiske bjerge i baggrunden, de mange cafeer ved stranden og måske vigtigst af alt, det silkebløde sand, gør, at denne strand er svær at komme udenom for strandelskere. Desuden er der udmærkede toilet- og badefaciliteter. Tag gerne dykkerbrillerne på og udforsk de mange fisk i det klare vand. Skal jeg nævne et par negativer, så er det at der til tider kan være lidt høje bølger og rigtig mange turister, specielt om eftermiddagen. Så jeg vil helt klart råde jer til at komme tidligt og opleve roen, køligere temperatur, det stille hav, og som konsekvens af det, et klokkeklart vand, der er helt fantastisk at dykke i.
Antalya Marina/havn
Den historiske havn, der har været et meget vigtigt kommercielt område for både romerne og venetianerne, er utrolig smuk med sine mange både og de omringende historiske vægge. Efter du har taget den smukke udsigt og atmosfære ind, kan du her tage en bådtur omkring den gamle bydel. Jeg vil anbefale, at i kommer lige før solnedgang og oplever solnedgangen fra båden og ser den fabelagtige udsigt af havet og den gamle bydel – det var for mit vedkommende, en uforglemmelig oplevelse!
Yivli Minare
Yivli Minare kan oversættes til dansk som “den rillede minaret”, der netop har dette navn på grund af dens meget unikke rillede form. Minareten er en del af Alaaddin moskeen, der blev bygget i det 13. århundrede af sultan Alaaddin Keykubat og er et af de første eksempler af islamisk arkitektur i Antalya. Som nævnt ovenfor, så er minarettens form meget unik, da minareter normalt plejer at være runde og ikke rillede. Minareten befinder sig i Kaleici og er byens symbol og varemærke.
Antalya Museum
Antalya Museum, også kaldet Antalya Arkeologi Museum, er et af Tyrkiets største og vigtigste museer. Med sine 7.000 m2, 14 udstillingssale og hele 30.000 genstande, er det sikkert at sige, at det er kæmpestort og meget imponerende. Man kan uden tvivl godt regne med at bruge 3-4 timer i museet uden at det virker langtrukket eller ensformet, for der er bare virkelig meget at se, og sågar ting fra mange forskellige perioder. Men hvad jeg synes er mest imponerende ved museet, er helt klart de mange romerske statuer af både mytologiske figurer og vigtige romerske personer, som også kan ses på billedet ovenfor. Selv hvis man ikke er til museer, så tror jeg stadig, at man vil finde dette museum interessant, for der er virkelig så mange imponerende og forbløffende værker.
Düden Vandfaldet
Tager man til Antalya i den stegende middelhavs-varme, hvilket det typisk er om sommeren, jamen så har man da i høj grad brug for at køle af, og jeg tror ikke der er mange bedre steder at køle af i Antalya end Düden vandfaldet. Vandfaldet er i en større “park”, hvor der er så roligt og fredfyldt, at man pludselig glemmer, at man er i en pulserende kæmpeby. Der er masser af flot grøn natur, kvidrende fugle og koldt brusende vand, der giver en dejlig afkølet luft, som i den grad er tiltrængt i den tørre sommervarme. Synet af dette kæmpe, episke vandfald er virkelig fantastisk. Jeg har været der mange gange siden jeg var barn, men det stopper simpelthen aldrig med at forbløffe mig.
Karaalioglu Park
Karaalioglu Parken er igen et meget fredfyldt sted med masser af træer, der giver tiltrængt skygge for den stegende sol, samt en park, hvor man kan gå lange ture og hygge, mens man nyder den fremragende udsigt af middelhavet. Parken befinder sig midt i den gamle bydel, imellem Kaleici og havnen, så skal man alligevel ned til havnen, synes jeg bestemt at parken er et besøg værd. Foruden at være et hyggeligt og frodigt spot, så er det muligvis også et af de steder, hvor du kan få den bedste udsigt over byen. Man kan nemlig se en del af byen langs kysten med sine flotte klipper og det er virkelig et smukt syn. Om aftenen får parken et helt nyt liv og der strømmer en masse mennesker ind, som går hyggelige aftenture, spiser god mad eller tager til et af de meget populære “te-haver/huse”, som er i området.
Hadrians Gate
Hadrians Gate eller Üc Kapilar, som den hedder på tyrkisk, er en triumfbue, som er indgangen til Kaleici. Den er fra år 130 og blev bygget under den romerske kejser Hadrians navn. Triumfbuen består af tre buer og tre kolonner. Som det også ses på billedet ovenfor, så er den utrolig smuk og står stadig flot og velbevaret efter så mange år. Det er virkelig et pragteksempel på byens meget gamle historie og bør i den grad ikke misses. Når du endelig er færdig med at tage de obligatoriske billeder og selfies foran buen, så gå gerne nærmere imod værket og læg gerne mærke til de fantastiske og yderst detaljerede udskæringer, både ovenpå og under buerne (se billedet nedenfor). Jeg ved ikke om det bare er mig der nørder over det, men når jeg kigger på udskæringerne, bliver jeg dybt imponeret og forbløffet, og jeg tænker over hvordan i alverden de har lavet det og hvor svært det egentlig må have været.
Jeg håber, at i har fået lidt inspiration til jeres sommerferie i Antalya. Byen er fyldt med fantastiske seværdigheder og jeg har kun lige nævnt en håndfuld – der kommer også snart blogindlæg om steder udenfor selve byen og om de mange antikke byer, så det kan i se frem til.









Trackbacks/Pingbacks