Jeg er lige kommet hjem fra en helt fantastisk 5-dages campingtur, hvor jeg, sammen med familien, kørte på tværs af Jylland. Jeg havde tidligere været i Jylland, men havde ikke sådan rigtig oplevet så meget, specielt i Nordjylland, men det fik jeg i den grad gjort på denne tur! Nordjylland har været på min bucketlist i et godt stykke tid, især efter jeg havde oprettet en Instagram-profil – her er Nordjylland nemlig ufattelig populær blandt danske profiler. Så jeg har haft god tid til at bestemme mig for, hvilke steder jeg gerne ville besøge – og jeg kan med glæde sige, at vi nåede alle de steder, som jeg havde på min liste, og mere til! Med på turen var min lillebror, min nevø og min fætter, så der var godt med hygge og stemning, selvom køreturene var lange. Vi kørte i en autocamper, der var ganske hyggelig, men var dog en lidt ældre model. Ikke nok med at jeg ikke havde besøgt Nordjylland, så havde jeg (og de fleste af os) ikke prøvet at campere før, så det var en meget lærerig og meget øjenåbenende tur på mange fronter. Vi lærte i den grad, at vi ikke værdsætter vand, elektricitet og dansk natur nok i vores hverdag.    

 

Rønde (Mols Bjerge nationalpark/Kalø Slotsruin)

Kalø Vig

Kalø Slotsruin

 

Kalø Slotsruin

 

Rønde var første stop på turen – byen ligger ved østkysten i Midtjylland og har utrolig smuk natur, især i Mols Bjerge nationalpark, der overraskede os gevaldigt. Her kan i finde et dejligt område, så langt øjet rækker, beundre flotte Kalø Vig og tage en tur op til episke Kalø Slotsruin. Området ligner nærmest Irland eller Skotland, især med slottet i baggrunden. Kalø Slotsruin er en kongeborg, der ligger på en ø og blev grundlagt af Kong Erik Menved i 1313. Så det er en rimelig gammel sag, vi har med at gøre her, hvilket desværre også kan ses på dens tilstand. Det er ikke meget der er tilbage fra slottet, dog har det stadig en meget spændende historie, samt er visuelt flot, især med omgivelserne – de smukke voldanlæg, kysten og stenbroen. Vejen dertil fra parkeringspladsen er dog ikke helt nem. Der er et stykke derover og man skal oveni købet gå på en lang vej med større sten, så ruten er bestemt ikke for folk, der er gangbesværede. Derudover var stedet faktisk overraskende populært, taget Coronavirussen i betragtning. Der var ret mange mennesker og parkeringspladsen var fyldt med biler, så det skal man lige være opmærksom på.

Vi havde en super god oplevelse ved dette sted, hvor vi nød rigtig godt af udsigten og de glimrende omgivelser. Her lavede vi både grill og tændte bål, med hyggelig snak i flere timer (se billedet forneden). Men der var bare lige ét problem – Vi kunne ikke få varmen til at virke i autocamperen, så ligeså vi løb tør for brænde, begyndte vi i den grad at fryse! Vi gjorde alt hvad vi kunne for at holde gang i bålet, men kvistene osv. som vi fandt i området, rakte selvfølgelig ikke længe. Så det var i hvert fald en meget kold nattesøvn, må jeg sige. Det er en af de minder, der ikke er særlig fedt når man står i dem, men kan grine af efterfølgende 😀       

 

Udsigt fra Kalø Slotsruin

 

Bål fra første nat

 

Ebeltoft

Ebeltofts smukke, farverige gader

Efter Rønde, tog vi til Ebeltoft, der uden tvivl er en af de smukkeste byer, jeg har set i Danmark! Går du rundt i den gamle bydel, bliver du med det samme transporteret flere hundrede år tilbage i tiden – brostensbelagte gader, smukke kirker, bindingsværkshuse og kroer. Det emmer bare af historie! Byen er ikke bare en historieelskers drøm, men så sandelig også en fotografs drøm – du bliver helt fortryllet af de smalle middelaldergader, farverige huse og unikke arkitektur. Det føles lidt som at gå i et maleri. Så det er uden tvivl en utrolig fotogen by, der ser smuk ud fra alle vinkler. Der er også en del mindeværdige seværdigheder, som helt sikkert er værd at besøge. Der er Det Gamle Rådhus, som navnet også hentyder til, ser meget gammelt og historisk ud. Det er utrolig smukt bygget, med flotte farver og et lille tårn på toppen. Endvidere har vi Ebeltoft Kirke, der igen er meget smuk og har en meget unik arkitektur, der faktisk er passende med rådhuset, da begge har spidse tårne i samme stil. Kirkens område er også meget smukt, med en fredfyldt kirkegård, grønne omgivelser og en fantastisk udsigt af de farverige huse og Ebeltoft Vig, hvis man fortsætter rundt om kirken, opad bakken. Derudover har byen en meget charmerende havn/strand med legeplads, tribune og selvfølgelig Fregatten Jylland, der er et kæmpestort træskib. Jeg vil utrolig gerne besøge Ebeltoft igen på en varm sommerdag, når coronaen er forbi – det virker til, at den har en rigtig hyggelig sommerstemning med stemningsfyldte caféer, isboder og frodige gårdhaver, hvor man kan sidde og spise.  

 

Det Gamle Rådhus

Ebeltoft Kirke – min nevø og fætter står også model på billedet 😀

Aalborg

Efter Ebeltoft stod den på en længere tur op nordpå, nemlig til en af Danmarks største byer, Aalborg. Jeg havde været her tidligere (min nevø bor her til daglig), så vi oplevede ikke det helt store. Det stod mest af alt på at slappe af, hygge, spise god mad og endelig at kunne komme ordentligt i bad og oplade elektronik. Aalborg er en meget levende by, der er kendt for sit natteliv. Foruden dette, er Aalborg god til at balancere det nye, moderne og futuriske med det gamle og historiske, rent arkitekturmæssigt, så det er ret fascinerende at tage en gåtur gennem byen, havneområdet osv. Men der er desværre ikke super meget at lave, seværdighedsmæssigt, og det er selvfølgelig meget ærgerligt, når byen er så stor. Så det bliver muligvis kun et hurtigt stop for de fleste af jer, kunne jeg forestille mig.

  

 

Råbjerg Mile

Råbjerg Mile er en vandreklit, der blev dannet for mere end 300 år siden og dækker et areal på ca. 2 kvadratkilometer. Milen indeholder hele 3,5 millioner kubikmeter sand!

Råbjerg Mile er helt klart en af de smukkeste steder i Danmark! Faktisk så føles det nærmest ikke som at være i Danmark – det føles mere som om man går midt i en stor ørken i Mellemøsten. Den eneste forskel er køligere vejr og at sandet er hvidt i stedet for gult, ellers er landskabet nøjagtig det samme, med super blødt sand og meget høje klitter – og jeg taler af erfaring 😀 (Læs mere her: 5 Positive og Negative Ting Under Mit Udlandsophold i Oman). Solen skinnede højt på himlen, så det kan godt ligne på billederne, at vejret var godt, men det var det bestemt ikke. Det var koldt og det blæste kraftigt, hvilket også gjorde, at vi fik sand i ansigtet. Men det er vel bare en del af oplevelsen, når man er i “ørkenen” 😅 Råbjerg Mile overgik al forventning hvad angår størrelsen – jeg regnede faktisk med, at de billeder jeg havde set på fx Instagram, var lidt pyntede, så jeg troede at det ville være et småt sted, men det er faktisk meget stort og dækker et meget bredt område med stor variation i landskabet. Det ene tidspunkt går du blandt grønne træer, det andet tidspunkt står du ovenpå en sandklit, det tredje tidspunkt føler du, at du går på månen (især ved steder, hvor der er fast og hårdt sand) og det fjerde tidspunkt står du ved en smuk “sø”. Det var en helt fantastisk oplevelse, hvor man virkelig føler sig inde i den vilde natur. MEN det var til gengæld også UTROLIG hårdt at gå i området, især at skulle klatre ovenpå de kæmpestore klitter. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst skulle kæmpe så meget med at komme igennem et terræn. Jeg måtte også holde mange pauser, da jeg blev meget øm i benene og vildt forpustet. I kan også se i billedet ovenfor, at min nevø og bror går mig i forkøbet, mens jeg hviler mig på det bløde sand og prøver at få vejret. Det er bare en af de oplevelser, hvor man må yde for at kunne nyde – vi fik set utrolig smuk natur, unikke landskaber og tog flotte billeder.

 

 

Skagen

Centrum

 

Klare gule farver er dominerende i Skagen centrum

Vi spiste super lækre italienske pizzaer fra denne restaurant – kan varmt anbefales!

Centrum af Skagen er uden tvivl også et besøg værd. Danmarks nordligste by og en meget fascinerende en af slagsen, bl.a. grundet dens unikke natur, arkitektur, naturlige lys og kunst. Som det også kan ses på billedet, så er centrum fyldt med huse, der har en meget skrigende og smuk gul farve, der ser helt fantastiske ud i solskin. Faktisk hedder farven skagengul, så det er en farve, der er helt unik og karakteristisk for byen, og ligeledes med selve husene, der kaldes skagenhuse. Man kan nærmest ikke få øjnene væk fra dem, når man går rundt i centrum – de er utrolig smukke. Mht. natur, så er Skagen også helt unik. Byen er bl.a. det sted, hvor der er flest fuglearter i Danmark, så der er en del personer, som besøger byen, udelukkende for at kigge på fugle. Grenen, som jeg skriver lidt mere om forneden, er selvfølgelig også noget helt for sig selv. Det naturlige lys er helt specielt i Skagen og har bl.a. været en af grundende til en vigtig kunsterkoloni i Danmark, nemlig Skagenmalerierne. De var en gruppe af kunstnere, især malere, der i 1870’erne og 1880’erne bosatte sig i Skagen og fik stor inspiration fra byens smukke strande, natur, stemning og naturlige lys. Inspirationen mundede ud i virkelig smukke farverige friluftsmalerier. Hvis du er interesseret i kunst, så er Skagens Museum sikkert et besøg værd. Jeg besøgte ikke selv museet grundet Corona (det er lukket i øjeblikket), men vil rigtig gerne besøge det på et tidspunkt, især efter at have set de smukke malerier og læst om malerne.

Hvad angår mad, så kan jeg varmt anbefale Firenze pizzeria, der er lokaliseret i centrum og serverer super lækre italienske pizzaer, lavet af en ægte italiener, simpelthen! Restauranten havde en meget hyggelig stemning med smuk indretning og italiensk musik. Den italienske ejer var også meget flink og venlig. Pizzaerne blev serveret med spændende kvalitetstoppings og blev tilberedt overraskende hurtigt.       

 

Grenen

 

Dette billede er taget på det nordligste sted i Danmark, hvor Skagerak og Kattegat mødes

Grenen er et helt fantastisk naturvidunder, med episke sandklitter, rigt dyreliv og have der kulminerer. Det er det nordligste punkt i landet og er et meget fascinerende sted. Her kan du opleve de brusende bølger, vinden og beundre sandklitterne, og pludselig, så ser du det helt unikke syn – nemlig Skagerak og Kattegat, der kulminerer episk med hinanden. Men det er ikke det eneste, du kan se her. Er du heldig, ligesom vi var, så har du også mulighed for at se sæler både i vandet og også på land, hvor de ligger og soler sig. Det er et helt fantastisk syn, at se dem svømme og være i deres naturlige omgivelser. Det var første gang jeg så sæler, og jeg må sige, at det var en helt speciel oplevelse. Jeg vidste faktisk ikke at der var sæler her, så da jeg spottede noget sort ved havet, vendte jeg mig til min nevø, bror og fætter og spurgte: “Hvad er det der? Er det en sæl!?”. Jeg blev meget overrasket og kunne næsten ikke tro det 😀Udover smuk natur og rigt dyreliv, så kan man også opleve en masse historie ved Grenen. Du kan bl.a. se Skagen Bunkermuseum, der er en vaskeægte tysk bunker, som er omdannet til et museum. Man kan også se maler og digter Holger Drachmanns grav. Sidst, men ikke mindst, så kan man se Det Grå Fyr, som er 46 m højt og er helt tilbage fra 1858.   

 

 

Det Grå Fyr i baggrunden

Sæler, der soler sig 🙂 – billedet er dog lidt sløret, da jeg blev nødt til at zoome, for ikke at komme for tæt på

Rubjerg Knude Fyr

Rubjerg Knude Fyr var ikke bare et fyr, men en helt igennem fantastisk oplevelse – jeg havde hørt og set så meget af dette fyr, at det nærmest kun kunne være undervældende, men tværtimod, så oversteg det faktisk mine forventninger. Som i også kan se på billederne, så var lyset fuldstændig fantastisk og utrolig velegnet til at fotografere. Derudover var der næsten Ingen mennesker – vi var stort set helt alene med fyret og dets smukke omgivelser. Ja, det er ikke kun fyret, der tiltrækker opmærksomheden her, der er nemlig også meget interessant natur. Som i nok også ved, så er fyret blevet rykket for ikke så lang tid siden, så nu står den meget fotogent på klitterne og er lige mellem to højere klitter, så det giver en meget balanceret udsigt (se billedet foroven). Ligesom Råbjerg Mile, så er dette sand også meget blødt og minder om en ørken, så det er virkelig en fed kontrast med det gullige sand og det kridhvide fyr. Vi gik også op i fyret, hvilket var super fedt, da man har en fantastisk 360 graders udsigt over klitlandskabet, skovområdet og Vesterhavet. Går du helt hen til kysten, så bliver du mødt med en anden fabelagtig udsigt, nemlig af klitternes smukke former, der minder utrolig meget om klipper. Det er super episk, især med det kraftige sollys, som i også kan se på billedet nedenfor. Det eneste minus ved området var, at der lå mursten og andet materiale mange steder, specielt lige ved kysten. Det fik stedet til at se meget rodet ud, som om, de lige havde glemt at fjerne dem. Men i sidste ende er det jo en bagatel, sammenlignet med den uforglemmelige oplevelse du kommer til at få, når du besøger fyret. 

Rubjerg Knude Fyr blev opført helt tilbage i 1900 og blev selvfølgelig brugt som lyskilde, så skibene kunne finde vej om natten. Tårnet er 23 meter højt.   

 

Klitterne ved fyret

Udsigten fra fyret

Vangså Strand 

 

Sidste egentlige stop på turen var Vangså Strand, der ligger ved vestkysten. Det er en utrolig hyggelig, smuk og charmerende strand og område, der virkelig ville være fantastisk på en sommerdag og ikke en kølig forårsdag, hvor vi var der – dog stadig meget beundringsværdigt. Stranden er blæsende, har agressive og brusende bølger, et meget bredt strandområde og ikke mindst, meget fotogene klitter, der altid er en fornøjelse at kigge på – dem ser vi desværre ikke så tit her på Sjælland, så det er et meget sjældent og unikt syn for mit vedkommende. Så jeg kan sagtens anbefale denne strand, hvis i er i området.

 

Campingturen på tværs af Jylland var helt fantastisk og uforglemmelig. Vi fik hygget os og fik set en masse spændende ting og steder, samt fik oplevelser for livet. Vi blev også enige om, at det skulle vi da gøre igen snart! Jeg kan varmt anbefale at tage en campingtur til Jylland, især når vi i øjeblikket ikke kan rejse til udlandet.