Hej allesammen! Jeg vil først og fremmest byde jer velkommen til min nye blog, Min Rejse i Verden, som jeg har været meget spændt på at få op at køre. I dette første indlæg, vil jeg beskrive lidt om mig selv, hvor jeg har rejst, hvilke typer rejser jeg foretrækker og mere. Desuden vil jeg komme ind på, hvorfor jeg har valgt at oprette denne blog og hvad i kan forvente af den i den nærmeste fremtid.
Indholdsfortegnelse
Lidt om mig
Jeg hedder Emre Elaldi og er 26 år gammel. Jeg er født og opvokset i Slagelse og jeg er halv dansker og halv tyrker. Jeg har taget en bachelor- og kandidatuddannelse i International Virksomhedskommunikation på Syddansk Universitet i Odense. Bacheloren var med arabisk og kandidaten var på dansk. Jeg uddannede i sommeren 2018, efter en specialeperiode med hårdt slid og slæb. Dernæst startede jeg i praktik hos en konsulentvirksomhed, hvor jeg stadig befinder mig i skrivende stund. Her beskæftiger jeg mig med diverse konsulent- og kommunikationsopgaver. Udover arbejdet, har jeg en Youtube-kanal, hvor jeg anmelder film, som jeg desuden også er meget passioneret omkring. Grundet min interesse i film, prøver jeg også kræfter med selv at lave film. Jeg har instrueret og skrevet manuskript til flere kortfilm, som indtil videre ikke har rykket længere end at være hyggeprojekter med venner og familie.
Jeg kan desuden tale 4 sprog, herunder dansk, tyrkisk, engelsk og arabisk. Så sprog er også noget jeg er meget interesseret i, hvilket ofte medfører at jeg lærer nogle brugbare gloser inden jeg tager afsted på rejsen, og kommer tit tilbage med endnu flere.
Hvorfor jeg vil rejse verden rundt
Der er flere grunde til at jeg ønsker at rejse rundt i verden. Men først og fremmest, i takt med at jeg er født og opvokset i en multikulturel familie, føler jeg, at jeg har fået en større forståelse for forskellene og lighederne i mennesker og kulturer. Det har muligvis også været med til at kickstarte min interesse for forskellige kulturer og lande, som derfra har ført til en iver efter at rejse verden rundt og opleve nye og forskellige horisonter. Desuden har jeg fra barnsben rejst meget frem og tilbage til Tyrkiet, hvori jeg i stor grad har nydt hver enkelt rejse.
En anden ting der har haft en indflydelse, er at jeg i mit studie har haft meget om sprog og kultur i forskellige lande, herunder en masse forskellige teorier og synspunkter omkring hvordan vi anskuer kultur, hvordan den påvirker mennesker og vice versa. Men specielt den konstante sammenligning mellem dansk og arabisk kultur, har givet mig indsigt i, hvor ens og forskellige, andre kulturer kan være.
Som jeg også har nævnt i “Om mig” afsnittet på bloggen, er arkitektur og vejret også vigtige elementer i min interesse for at rejse.
Hvilke typer rejser foretrækker jeg
Jeg elsker ældre historiske bygninger, ruiner og monumenter, der sætter gang i tankerne og fascinerer mig. Jeg elsker smalle, brostensbelagte gader og huse i flotte pastelfarver. Jeg elsker store, historiske og menneskefyldte torve og pladser. Jeg elsker gyldenbrune sandstrande med klart blåt vand og palmetræer. Jeg elsker det gyldne ørkensand og de høje “dunes”. Jeg har samtidig også en forkærlighed for varme himmelstrøg, hvilket medfører at jeg oftere foretrækker varmere lande. Derfor siger skiferie mig ikke synderligt meget. Men alt fra storbyferier, badeferier, kulturferier til vandreferier, er noget der i høj grad falder i min smag.
Hvor har jeg rejst
Jeg har rejst til 8 lande, herunder Tyrkiet, Tyskland, Spanien, Oman, De Forenede Arabiske Emirater, Indien, Marokko og Frankrig. Jeg har rejst i 3 kontinenter, Europa, Asien og Afrika. Og jeg har rejst til 21 byer rundt omkring i verden. Jeg har desuden boet i Ibri, Oman, i 9 måneder, som følge af min uddannelse, hvor et obligatorisk udlandsophold til et arabisk land, var en del af uddannelsen.
Hvorfor har jeg oprettet denne blog
Jeg har tidligere oprettet en blog i forbindelse med mit udlandsophold i Oman, som dog ikke blev til så meget, da hverdagen blev lidt for monoton. Derfor tænkte jeg at der ikke var værdi i at fortsætte. Men med denne blog tager jeg blogging mere seriøst og har samtidig også en passion for det end nogensinde før. Grunden til at jeg har oprettet denne blog hænger i høj grad sammen med det ovenstående og mere til. Udover at jeg elsker at rejse og opleve nye ting, så er der også andre elementer der spiller ind ift. oprettelsen af bloggen. Her tænker jeg især på muligheden for at kombinere flere forskellige af mine interesser og kompetencer i én – Jeg praktiserer mine kommunikative kompetencer, samt markedsføring, som var en del af min uddannelse. Samtidig giver bloggen mig mulighed for at tage billeder og videoer, som jeg også er passioneret omkring. Og som bonus, så får jeg i processen, lært lidt om WordPress, Divi, Google Analytics mm.
Jeg ser frem til en spændende fremtid, forhåbentlig med masser af rejser og oplevelser, samt interessante blogs, billeder og videoer.
Jeg håber at i vil læse med her og følge min rejse i verden.