San Marino er et helt unikt land, der har en utrolig spændende historie og fascinerende kultur og regler. Jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke havde de største forventninger inden jeg rejste til landet, men efterfølgende blev jeg super glad for at have besøgt landet, for jeg blev i den grad blæst bagover og det overgik virkelig alle mine forventninger. Jeg vil faktisk gå så langt og sige at San Marino er en af de mest fascinerende og smukkeste lande jeg har rejst til! Så jeg glæder mig super meget til at dele denne guide med jer, så i også kan blive inspireret til at besøge dette skønne land.  

 

Lidt historie om San Marino

Republikken San Marino er et land, der befinder sig inden for Italiens grænser og ligger i Norditalien, tæt på den adriatiske kyst. Det befinder sig faktisk ret unikt på et bjerg, nemlig Titano bjerget. San Marino er som nævnt ganske unik, og det er der et væld af grunde til. Først og fremmest er landet faktisk en af de ældste republikker i verden – den første forfatning går helt tilbage til 1263. Derudover er San Marino verdens femtemindste land og tredjemindste i Europa, bag Vatikanstaten og Monaco. I landet bor der ca. 30.000 indbyggere. San Marino er ikke medlem af EU, men bruger Euro som valuta. En anden særlig ting ved landet er, at man faktisk kan handle momsfrit i de mange butikker der ligger indenfor landegrænserne, hvilket selvfølgelig gør det til at attraktivt sted for både turister og italienere, der gerne vil spare penge på hvad end det er tøj, smykker, hvidevarer, dagligvarer mm. En anden ret spøjs ting ved San Marino er at de har et af de mest afslappede love ift. våbenhandel, så bliv ikke overrasket over at se ret mange våbenbutikker rundt omkring San Marino by – de fleste af våbnene er dog eftersigende replikanter og falske. San Marinos regeringssystem er også rimelig unikt. De kører nemlig med et system, hvor der vælges to præsidenter (eller såkaldte kaptajner), der leder et halvt år af gangen – det er et system, som jeg i hvert fald ikke har hørt om før eller set i andre lande, så det er en meget særlig styreform, som landet besidder.      

 

Smukke gader med unik arkitektur

Arkitekturen var noget af det, der overraskede mig mest ved San Marino – jeg havde ikke regnet med det helt store, måske lige nogle gamle bygninger her og der, men jeg blev yderst positivt overrasket. Hele byen består af gamle bygninger, så du føler nærmest at du træder ind i middelalderen, ligeså snart du ankommer til det historiske centrum. Alle bygninger er lavet i samme stil, nemlig af sten og med de smukkeste indgraveringer og detaljer. Det er en arkitektur, som jeg ikke har set andre steder før, så det var bare helt fantastisk at gå ture rundt omkring disse historiske stræder og nærmest blive transporteret til en anden tid. Og det fede ved det er, at hele byen er nærmest uspoleret (udover de små butikker selvfølgelig) – du ser fx ikke nogle moderne bygninger eller noget, næsten alt er i samme stil, hvilket er super fedt. Det gør også bare, at man nemt kan fare vild i de smalle gader 😀 men det er kun godt, for så får du set en masse ting, som du måske ikke lige havde på radaren. Byen består for det meste af meget smalle gader, der selvfølgelig er lidt ujævne grundet bjerglandskabet, og med virkelig flotte signifikante bygninger indimellem. Og som i nok også ved, så er jeg bare vild med de smalle bygader, for de er nemlig så smukke og har så meget karakter. Jeg var bare vild med San Marinos arkitektur.   

 

Guaita Tårnet (Første tårn)

 

Der er tre tårne i San Marino og de har alle numre, der indikerer rækkefølgen man besøger dem i, så det er faktisk ret nemt at følge en bestemt rute når du besøger tårnene. De tre tårne er også symboliseret på San Marinos flag og er oftest set det, som man forbinder landet med – udover at være et udsædvanligt småt land selvfølgelig. Det føles virkelig som om du træder ind i middelalderen eller en Disney film, når du går i blandt disse episke tårne og fæstninger – det var en super fed oplevelse, så det er virkelig bare et must når du kommer til San Marino!

Det første tårn eller fæstning er Guaita, der er det ældste af de tre. Det blev bygget helt tilbage i det 11. århundrede. Fæstningen anses også som den mest berømte og smukkeste i landet – det er jeg i høj grad enig i. Guaita er fuldstændig fabelagtigt og afsindigt smukt bygget, især med de flotte omgivelser. Det ligner et meget karakteristisk og typisk europæisk slot, der er virkelig flot og ikonisk, men mest imponerende for mig var at det var super velholdt og uden ændringer. Så det ser utrolig autentisk og flot ud – som om det bare ikke har ændret sig overhovedet igennem alle de år. I fæstningen kan du nyde mange flotte udsigter over landskabet, især på toppen. Inde i bygningen er der ikke super meget faktisk. Der er nogle tavler med informationer om slottet, samt flotte, men få vægmalerier og en lille udstilling af våbnene.   

 

Cesta Tårnet (Andet tårn)

Udsigt til første tårn fra andet tårn – muligvis den smukkeste udsigt i San Marino!

Det andet tårn i San Marino er Cesta tårnet eller Fratta som det også kaldes. Det blev bygget i det 13. århundrede. Dette tårn er også virkelig flot – men det er især turen dertil og udsigten som virkelig er spændende. Når du går fra det første tårn til det andet, så skal du nemlig igennem en helt fantastisk sti, der kaldes for “Witches Path”, altså heksestien. Hvorfor den hedder det, ved jeg faktisk ikke, men det er virkelig noget der er taget direkte fra eventyrfilm osv., så måske er det derfor? Cesta tårnet ligger på San Marinos højeste punkt, så man skal virkelig tage noget af en tur op af bakke og jeg husker også, at jeg blev ret forpustet, men det er helt sikkert turen værd. Her har du nemlig mulighed for at se en af de smukkeste udsigter i dit liv – det var det i den grad for mig! Du kan her se en helt fantastisk udsigt af Guaita tårnet, der står majestætisk på bjergkanten og af byen forneden – mere episk bliver det ikke! Inde i selve fæstningen kan du opleve det meget spændende våbenmuseum, hvor der er over 1.500 våben fra middelalderen til i dag, og det er alt fra historiske sværd og gamle rifler til rustninger. 

 

 

 

Montale Tårnet (Tredje tårn)

 

Jeg har egentlig ikke så meget at skrive om dette tårn, da man faktisk ikke kan komme ind og se det, så jeg nøjes med at se det fra distancen. Men jeg fandt et sted på vejen dertil, hvor man kunne se det igennem træer og buske, og det synes jeg faktisk dannede en meget smuk ramme om tårnet. Det ligner igen noget fra et eventyr eller en eventyrfilm, synes jeg – så jeg er alligevel glad for at have taget et kig på det. Tårnet er mindre end de øvrige og er bygget i det 14. århundrede. 

 

San Marino basilikaen

San Marino basilikaen er landets vigtigste og mest imponerende kirke. Den er faktisk overraskende ny på trods af den udseende, den er nemlig fra 1836, men er bygget på en tidligere kirke, der var bygget helt tilbage i det 7. århundrede. Basilikaen er bygget i en virkelig smuk romersk stil, der formelt kaldes neoklassisk. Denne stil er jeg stor fan af – især de episke kolonner. Det får den til at ligne en meget gammel romersk bygning, selvom den langt fra er så gammel. Men smuk er den uden tvivl. Den er også yderst smuk indvendigt, hvor der igen er en masse kolonner på begge sider, samt meget detaljerede og interessante indgraveringer på loftet. Der er dog ikke særlig mange historiske eller spændende artefakter indvendigt, så det er et relativt hurtigt besøg, men bør dog besøges, især pga arkitekturen.   

 

Piazza della Liberta

Bygningen på billedet er San Marinos rådhus og parlamentsbygning (Palazzo Pubblico)

Piazza della Liberta kan egentlig godt beskrives som San Marinos hovedplads, hvor tingene sker. Her er der en smuk statue af Sankt Marinus i midten, Palazzo Pubblico (rådhuset/parlamentsbygningen) samt en anden bygning, som jeg ikke ved hvad er eller kan finde info om. Men bygningen i ser på billedet er San Marinos rådhus og officielle parlamentsbygning. Bygningen blev gennemført mellem 1884 og 1894. Man kan sagtens gå ind og besøge Palazzo Pubblico, men det valgte jeg ikke at gøre.    

 

Få et stempel i dit pas

Det er ikke nødvendigt at få stempel i passet, du behøver faktisk heller ikke at vise det ved indgangen til landet eller noget, så på den front er de ret afslappede. Men du kan vælge frivilligt at få et San Marino stempel i passet, bare for interessens skyld. Det er faktisk et turistvisum man får stemplet. Så er det lidt som en slags souvenir og et bevis på at du har været der, og så er det jo egentlig også ret fedt at have et stempel fra en af verdens mindste lande 😀 og så koster det kun 5€. Man får stemplet i San Marinos turistkontor, der også ligger i det historiske centrum.   

Museer

Jeg nævnte våbenmuseet i afsnittet om det andet tårn, men der er faktisk en masse andre museer i San Marino. Man skulle ikke tro det af sådan et småt sted, men der er faktisk en hel del museer, som har mange forskellige ting at byde på, hvor nogle af dem også er lidt bizarre og spøjse. Der er galleriet for moderne kunst og emigrant museet, og så er der de spøjse som er torturmuseet, museet om kuriositeter og vampyrmuseet 😅Jeg besøgte ikke nogle af disse museer, da jeg desværre ikke havde nok tid. Men ud fra hvad jeg har læst, så skulle de være ganske interessante, så hvorfor ikke give dem et skud?  

Se nogle af de smukkeste udsigter

Jeg har nævnt det lidt ovenfor, men San Marino er UDEN tvivl et af de smukkeste lande jeg har besøgt, hvor der bare er den ene uimodståelige udsigt efter den anden, nærmest ligegyldigt hvilken retning du kigger. De smukkeste udsigter er nok ved tårnene, men du kan også gå hen til et sted der Il Cantone, som er et udkigspunkt, hvor man har nogle helt fantastiske udsigter. Jeg kunne ikke lade vær med at stoppe op og kigge mod horisonten og det smukke landskab, da jeg var i San Marino, og jeg er sikker på, at i vil stå i samme situation 📸

Her får i en lille billedserie af de smukkeste udsigter jeg oplevede på turen: 

Tag gerne et stop i Rimini

Hvis i tager offentlig transport til San Marino, så kommer i til at stoppe i Rimini. Så jeg vil i høj grad anbefale, at i får set Rimini også. Rimini er kendt som en af de helt store sommerdestinationer i Italien, hvor man kan svømme i det smukke Adriaterhav og nyde den flotte by. Jeg var der dog desværre midt om vinteren, så der var koldt, alt var lukket og der var ikke særlig mange mennesker i byen. Så der var en smule trist ved kystområdet må jeg være ærlig at sige. Men der var dog stadig en hel masse smukt at se, såsom Fellini park og det smukke historiske centrum. Jeg var der ikke så længe da jeg ville få det meste ud af min San Marino tur, men det er helt sikkert en by jeg vil vende tilbage til om sommeren, da jeg har hørt at stemningen skulle være helt fantastisk der. 

 

Nyttige informationer og tips:

  • Køb en samlet indgangsbillet til begge tårne – så sparer du lidt penge. Du køber dem ved tårnene. 
  • Hvis du vil undgå turister, så kom meget helst om vinteren – der var ikke særlig mange mennesker da jeg var der og næsten ingen senere på eftermiddagen, da de fleste smutter hjem tidligere. Så hvis du er der til kl. 16-17+ så har du stort set stedet for dig selv.
  • Sæt gerne en hel dag af til turen, da der er en hel del at se i landet, og gerne to dage hvis du har tid.
  • Vær forberedt på at du skal gå i ret udfordrende terræn, så du skal helst være godt gående.
  • Som jeg også nævnte ovenfor, så behøver du ikke pas for at komme ind i landet, men tag det med alligevel, så kan du få et stempel i dit pas på turistkontoret.  

Hvordan kommer man til San Marino?

Det er faktisk ganske simpelt at komme til San Marino, faktisk mere simpelt end jeg havde regnet med. Det er selvfølgelig simpelt med bil, men her vil jeg skrive lidt om den offentlige transport dertil. Fra Danmark kan du fx flyve til Firenze, Rimini eller Bologna, som jeg gjorde. Fra Bologna tager du toget til Rimini som tager ca. halvanden time. Fra Rimini tager du så bussen, der specifikt kører til San Marino og den tager ca. en halv time, mener jeg. Så bliver du sat af ved busstoppestedet, der ikke er særlig langt fra det historiske centrum, dvs. gåafstand.

 

 

Jeg håber, at denne guide har været brugbar og inspirerende til jeres næste rejse til San Marino. Jeg vil rigtig gerne være med til at sprede kendskabet til denne helt fantastiske destination, der i den grad overraskede mig positivt – så hvis bare enkelte af jer kommer afsted, bliver jeg super glad 🙂