Ferrari museet var en virkelig fed og meget lærerig oplevelse, hvilket jeg uden tvivl vil anbefale til alle, især bilfans. Alle kender til Ferrari – et af de mest populære, succesfulde og genkendkendelige bilmærker nogensinde. Og vi har nok alle sammen drømt om en dag at køre i en. Selvom du ikke har muligheden for at testkøre en Ferrari ved museet, kan du i stedet lære en hel masse om firmaets historie og se den ene smukke bil efter den anden. Personligt fik jeg ekstra meget ud af oplevelsen, da jeg næsten lige havde set filmen “Ford v Ferrari” (også kendt som “Le Mans 66” herhjemme), hvor de også har scener fra området, samt fortæller en smule om Ferrari (største fokus er på Ford). Så jeg kan med rette anbefale, at i også ser filmen inden i tager til museet – den er både ret relevant og selvfølgelig ekstremt underholdende. Der er så meget at fortælle om min oplevelse med museet, at jeg gerne vil dedikere et helt blogindlæg til det, i stedet for at skrive om det i mit Modena blogindlæg.     

Lidt om museet

Museo Ferrari Maranello, som det egentlig hedder, ligger i den lille Norditalienske by Maranello, som er ca. 20 km fra Modena. Maranello bliver anset som Ferrari firmaets hjemby, da selve firmaet/fabrikken også holder til der – faktisk er det kun små 300 meter fra museet. Tidligere holdte de til i Modena, men siden 1940’erne har de været i Maranello. Byen har ca. 17.000 indbyggere. Når du kommer ind til byen, vil du også hurtigt opdage at byens varemærke er Ferrari, da der er en stor metalbelagt springende hest nærmest lige efter byskiltet. Hvis vi går tilbage til museet, så er det forholdsvis nyt – det åbnede i 1990, hvor der også er kommet tilføjelser i 2004.

   

 

En blanding af det historiske og det moderne

En ældre model, der blev brugt til bilræs

En helt ny specialbygget model

Lad mig starte med at sige, at jeg er ret stor fan af superbiler og sportsbiler, og især Ferrari er et bilmærke, som jeg altid har haft stor interesse i, specielt fordi det er så ikonisk, både mht. genkendeligheden, deres unikke design og succeser indenfor Formula 1. Så det var lidt som at være et barn i en slikbutik, må jeg sige – der er nemlig den ene vidunderlige bil efter den anden. Museet er rimelig stort og bygget ret flot op, så der er en hel masse at se. Og et af de fedeste ting var, at du både kan se de helt gamle og spritnye modeller! Så jeg synes der var en rigtig god blanding af det historiske og det moderne – og det gælder sådan set for hele museet, ikke kun for bilerne. Museets ydre og indre er topmoderne, men samtidig har du informative og spændende historiske udstillinger og medfølgende tekster og videoer. Ved hver enkel model kan du læse om dens tekniske specifikationer, få baggrundshistorien om den og finde ud af, hvorfor lige netop den model er så speciel. For mit vedkommende var det også rimelig vildt at tænke på, at man nok aldrig kommer til at stå så tæt på nogle af de biler igen, især de sjældne modeller (medmindre jeg selvfølgelig beslutter mig for at besøge museet igen) – så turen derover er nok den mest realistiske og billigste måde du kan komme helt tæt på de sjældne biler. Og når jeg tænker på sjældne biler, så tænker jeg fx biler der ikke bliver solgt nogle steder, så de er VIRKELIG sjældne – eksempelvis de helt gamle ræsermodeller, Formula 1 modellerne (fra flere tider) og ovenstående specialbyggede, nærmest futuristiske nye bil.

Og det er faktisk ikke kun biler, som du kan beundre i museet, for der er også en hel masse andre spændende ting, der bliver vist frem. Der er fx en masse vindertrofæer, vigtige ræserkøreres hjælme (herunder legendariske Shumachers hjelme!) og andre spændende rekvisitter.  

Et af de fedeste ting ved museet var de forskellige udstillinger og teknologiske installationer, der var utrolig inddragende og spændende. Især én udstilling stod frem – det var nemlig “Ferrari at 24 Heures du Mans” (se nederste billede i dette afsnit), som er et afsnit, der omhandler Ferraris 70-årige fantastiske historie i Le Mans ræset, der bliver anset som det hårdeste og mest prestigefyldte ræs i verden. Udstillingen er meget flot lavet, med en smuk bil i midten og en platform rundt om, hvor de historiske Formula 1 biler er udstillet, både gamle og nye modeller. En anden fed ting ved denne udstilling er videoen, der kører på de store og små skærme rundt om platformen. Videoen/filmen viser de vigtigste højdepunkter i Ferraris Le Mans historie og er utrolig hæsblæsende og spændende.          

Museet er fyldt med spændende udstillinger og lækre biler, samt informative billeder og tekster, så du kan uden tvivl bruge i hvert fald et par timer derinde.   

 

Spændende aktiviteter

Foruden de spændende biler, udstillinger og andre rekvisitter du kan opleve i museet, er der også en række aktiviteter, der nok give jer nogle helt unikke øjeblikke. En af de nyere og meget spændende aktiviteter er køresimulatorerne, der lover en smagsprøve på en Formula 1 oplevelse, hvor du kan sidde i en Formula 1 formet bil og bruge det unikke rat og pedaler, samt vælge nogle af de mest ikoniske ræserbaner i verden. Turen varer dog desværre kun 7 minutter og koster 25 €. Jeg valgte ikke at prøve, da jeg synes det var en anelse for dyrt og kort tid, også selvom det egentlig sikkert er meget sjovt.

En anden fed aktivitet som man kan lave, er at shoppe i museets egen Ferrari souvenir shop, hvor du kan få alt hvad der hedder Ferrari – fra t-shirts, sko og ure til kopper, nøgleringe, jakker og meget mere.

En tredje ting i kan lave har egentlig ikke så meget med selve museet at gøre, men er stadig indenfor dets område. I kan meget vel begive jer ud af museet og gå en tur i det historiske område – det gjorde jeg, og synes det var rimelig spændende. Du ser bl.a. Ferrarier parkeret flere steder, flotte huse og du har mulighed for at se nogle af arbejderne fra Ferrari fabrikken i deres mekanikkerdragter, hvilket jeg synes var meget fedt – det er trods alt ikke hver dag man ser nogen, der arbejder i Ferrari 😀Der var endda en hel masse af dem, så de skulle sikkert over at spise mad ved et af områdets restauranter.

Går du langt nok, så når du også til porten/dørene ind til Ferrari fabrikken, hvor de mest spændende ting sker. Denne indgang er blevet velbevaret siden 1947! Men du kan selvfølgelig ikke bare gå derind som du har lyst – du skal enten arbejde der, have tilladelse eller tage på en guidet tur. Mht. den guidede tur, så kan jeg ikke sige så meget, da jeg ikke selv har prøvet den. Men man får en bustur igennem fabriksområdet, hvor en guide vil give informationer om stedet. Men desværre, så er en lidt overfladisk tur, da man ikke får lov til at forlade bussen gennem turen, så spørgsmålet er, hvor meget man egentlig får ud af det. For det andet, så er det forbudt at tage billeder og video.      

 

Den legendariske indgang til Ferraris fabriksområde

Spisesteder

Spisesteder er der desværre ikke et væld af inde i selve museet. Der er en cafe, Illy Café, hvor du fx kan spise nogle sandwicher og drikke en kop kaffe. Men forvent ikke det helt store – og priserne er selvfølgelig ret høje, så vær opmærksomme på det. Jeg spiste på denne cafe, men fik en simpel toastsandwich og en vand, da jeg ikke ville begive mig ud i det helt store, eftersom min bus snart ankom. Ønsker i lidt flere spændende muligheder, så kan i med rette tage ud af museet og gå mod højre, hvor i ser en række af caféer/restauranter. Men jeg må være ærlig og sige, at de ser lidt spøjse ud og skriger ikke ligefrem den største kulinariske oplevelse. Der er flag, racerstriber og Ferrari temaer over det hele, så udefra minder de mest af alt om sportscafeer. Så der er muligheder for at få en bid mad, men forvent ikke det store – bort set fra høje priser, naturligvis.  

 

Hvordan kommer man derover?

Den nærmeste lufthavn er Bologna lufthavn, så jeg vil anbefale at i flyver til Bologna. Derefter vil jeg anbefale at tage det regionale tog til Modena, som kun koster 3,85 € og varer ca. en halv time. I kan også vælge lyntoget, der selvfølgelig er kortere, men samtidig er dyrere. Da jeg var derovre havde Ferrari nogle shuttlebusser, som man kunne gøre brug af, for at komme fra Modena station til museet, men i skrivende stund står der ikke noget om busserne på deres hjemmeside, så måske er de ikke tilgængelige længere ellers har de midlertidigt fjernet dem grundet Corona. Men ikke desto mindre, så tog jeg en af disse shuttlebusser og ankom direkte til døren af museet. Du har stadig mulighed for at vælge almindelige busser, men de er selvfølgelig ikke nær så hurtige og tager dig nok ikke ligeså langt. Men når i først ankommer til Modena, så er der egentlig ikke så langt til museet – faktisk kun ca. 20 km. På vejen tilbage tog jeg igen en shuttlebus, der kører bestemte tidspunkter på dagen.

Når i alligevel skal til Modena for at komme til Maranello, så vil jeg helt klart anbefale at i får set Modena også, for det er virkelig en smuk by, der uden tvivl er værd at se.    

 

Køb af billet og praktiske informationer

  • Vær opmærksom på, at museet har skærpede regler og forbehold grundet Corona, så læs venligst disse, inden i køber jeres billet. Læs reglerne her: https://musei.ferrari.com/en/maranello
  • Det er tilladt at tage billeder og filme inde i museet (med undtagelse af visse steder), så skyd endelig løs!
  • Sæt gerne god tid af til turen inkl. transporttid, så i ikke render og skynder jer, for at kunne nå bussen og toget tilbage – det vil mindske jeres oplevelse gevaldigt.

Billetpriser:

  • Kun Ferrari Museum Maranello: 17 €
  • Både Ferrari Museum Maranello + Ferrari Museum Modena: 24 €

Jeg vil helt klart anbefale, at i besøger begge museer – for de kan begge noget hver især, og har begge en masse at byde på. Modena museet fokuserer mere på personen Enzo Ferrari, hvor Maranello museet fokuserer mere på Ferrari som firma. Der er ingen tvivl om, at Maranello er det mest imponerende af de to, men synes det ville være synd at udelade Modena museet, især når i alligevel skal derhen for at komme til Maranello. Så jeg vil foreslå, at i køber en kombineret billet, så i sparer hele 10 €. 

Åbningstider: 

  • November/marts – 9:30-18:00.
  • April/oktober – 9:30-19:00. 

 

Jeg håber, at i er blevet informeret lidt og er blevet inspireret til at tjekke Museo Ferrari ud! Det var i hvert fald en super fed oplevelse for mig, som jeg uden tvivl kan anbefale til jer.