Dragør er, allerede efter ét besøg, blevet en af mine favorit sommerdestinationer i Danmark, og det er den med god grund – byen har nemlig en masse at byde på: Super hyggelig stemning, smukke omgivelser, flot arkitektur samt historie og kultur. Men det, som jeg blev mest overrasket over, var den fredfyldte og rolige stemning over byen, på trods af, at den befinder sig små 15 km fra Københavns hektiske, larmende og kaotiske Indre By. Dragør emmer uden tvivl af ferie- og sommerstemning.
Byen var tidligere en meget vigtig søfartsby, hvor mange skibe kom til havnen og fiskeri var beboernes primære beskæftigelse og næringsvej. Men den tid sluttede omkring 1880. Senere udviklede byen sig til en turistby og et populært boligområde for københavnske tilflyttere.
I dette blogindlæg vil jeg skrive lidt om, hvad man kan lave på en dag i denne idylliske by på Amager.
Indholdsfortegnelse
Gå Rundt i De Charmerende Gader med De Gule Huse
For mit vedkommende, så er denne aktivitet uden tvivl et af højdepunkterne ved Dragør. De brostensbelagte gader med de gule huse og røde teglsten er byens varetegn og er utrolig smukke og opmærksomhedsvækkende.De fleste af disse huse er fra 1700- og 1800-tallet og kan findes i den gamle bydel. Husene er utrolig velbevarede og flotte – så man bliver nærmest transporteret tilbage til 1700-tallet, når man går slentrende igennem de snævre gader. Det er derfor ikke forbavsende, at Dragør bliver anset som en af landets bedst bevarede byer. Jeg elskede virkelig at gå rundt i de charmerende gader og beundre omgivelserne og arkitekturen, og det tror jeg bestemt også at i kommer til!
Oplev Havnens Hyggelige Stemning
Her er der masser af liv og god stemning! Folk, der sidder og sludrer på caféer, spiser is, beundrer havnen og nyder vejret. Glade mennesker alle vegne, der bare er super glade og tilfredse med deres tilværelse. Det er virkelig hyggeligt! Gå en tur rundt om havnen og se på de flotte både, imens du snakker med dine nærmeste og suger de hyggelige omgivelser til dig. Som jeg også nævnte tidligere, så var denne havn et meget begivenhedsrigt og hektisk sted for fiskere og søfolk, hvor mange store skibe sejlede frem og tilbage – men nutildags er havnen en ganske rolig og hyggelig attraktion, hvor stemningen ikke er nær så hektisk og hvor de fleste søfartøjer er små både.
Nyd en Smuk Udsigt ved Dragør Fort
Dragør Fort ligger på en kunstig ø, ca 400 m fra kysten. Fortet blev anlagt i tiden 1910-1915, og blev brugt til at hindre fjendtligt bombardement af København. Nutildags har det dog funktion som et hotel, restaurant og konferencelokation. Jeg har ikke selv været derinde, så har ikke haft mulighed for at se det indefra, men man kan dog komme op på toppen af fortet via trapperne udefra. På toppen af fortet er der to fantastiske udsigter af henholdsvis havnen og af Øresundsbroen. Det er helt sikkert værd at prøve! Og så koster det selvfølgelig ikke noget at komme derop.
Tag En Dukkert Ved Mormorstrand
Ikke nok med historiske huse, hyggelig havn og et fort – Dragør har sørme også en strand! Da jeg desværre ikke havde taget badetøj med, måtte jeg i stedet nøjes med fornøjelsen af, at observere omgivelserne og den pæne natur. Der var en del mennesker, som lå på stranden, havde det sjovt og gik i vandet. Jeg vil ikke sige, at det er den pæneste strand, som jeg har set – dog er den ganske fin, og det er helt sikkert en forfriskende aktivitet på en varm sommerdag. Stemningen var også ret hyggelig.
Jeg fik desværre ikke taget det bedste billede af stranden, da der var ret mange mennesker og derfor ville jeg ikke være for påtrængende.
Spis en Lækker Is fra De Fantastiske Isboder
En af de helt store fornøjelser i Dragør er uden tvivl en rigtig god is fra de fremragende isboder i byen. Det er virkelig en af mine absolut favoritaktiviteter på en varm sommerdag! Vælg din favorit is, sæt dig ved en af bordene og nyd din is og den hyggelige stemning omkring dig. Der er flere gode isboder i byen, men jeg valgte Gelato Rajissimo, der vistnok er en af de mest populære, vurderet ud fra de mange anmeldelser på Google og den lange kø foran boden. Ja, der plejer vist desværre at være en lang kø, som går hele vejen ud af boden (om sommeren, selvfølgelig), men isen er uden tvivl ventetiden værd, i min optik. Der var godt med smag i isen og den var dejlig forfriskende. Så den kan jeg helt sikkert anbefale!
Jeg håber, at jeg har givet jer lidt inspiration til at besøge hyggelige Dragør, der uden tvivl er blevet en af mine favorit sommerdestinationer i landet – og den kunne meget vel blive jeres!












Fantastisk skrevet, dejligt du ser det samme som jeg
Mange tak, Gitte!