Bornholm er, med sine mange solskinstimer, klipper, smukke natur, charmerende byer og unikke retter, et af de mest attraktive og populære destinationer i Danmark. Øen rummer så mange interessante seværdigheder, byer og steder, at rigtig mange rejsende vælger at tage tilbage til øen igen og igen.

Bornholm har i lang tid været på min danske bucketliste og jeg fik endelig mulighed for at besøge solskinsøen i sommeren 2022. Jeg tog flyet fra København og tilbragte 8 dage på øen. Efter disse fantastiske 8 dage, kan jeg med sikkerhed sige, at Bornholm er en af mine favoritdestinationer i Danmark. Foruden de meget flotte og stemningsfyldte byer, så blev jeg mest imponeret af naturen, der virkelig skiller sig ud fra resten af landet – kæmpe diversitet på et relativt småt område med episke klipper, dybe dale, store skovområder, smukke sandstrande, imponerende sandklitter og idylliske enge.

På de 8 dage nåede jeg at se og opleve MANGE ting, og det afspejler sig også i dette blogindlæg, der indeholder ret mange punkter 😀 Og selvom jeg har besøgt rigtig mange steder, så mangler jeg stadig en hel del steder – derfor vil jeg meget gerne tilbage til Bornholm igen! 

Rønne

Rønne er Bornholms hovedby og det er her du højst sandsynlig vil entrere på øen, hvad end du tager flyet eller færgen. Rønne er med sine 13.800 indbyggere klart den mest befolkede by på øen. I Rønne finder du mange spændende ting, herunder kulturelle seværdigheder, som der er et væld af. Jeg besøgte desværre byen på en søndag, hvor museerne og andre kulturelle aktiviteter var lukkede, så jeg havde desværre ikke muligheden for at se disse. Men dem, der kan fremhæves her er Bornholms Museum, Bornholms Forsvarsmuseum og Rønne Teater, der er Danmarks ældste fungerende teater. Foruden de kulturelle aktiviteter kan du i Rønne opleve nogle utrolig charmerende brostensbelagte gader og smukke bindingsværkshuse. Det var virkelig noget af en oplevelse at gå rundt i de her ældre gader og udforske de mange farverige huse. En anden seværdighed man kan opleve i byen er Skt. Nicolai Kirke, der har et flot design og befinder sig i smukke omgivelser.

I centrum af byen finder du Store Torv, som er fyldt med butikker, cafeer, restauranter mm. Da jeg var der i sommerferien, var der også et fedt madmarked med mange forskellige slags mad og køkkener fra hele verden.     

 

Skt. Nicolai Kirke

Erichsens Gård

Store Torv

Allinge

Allinge Kirke

Allinge er en meget charmerende og hyggelig lille havneby, og var også byen jeg boede i under min ferie. Allinge befinder sig på Nordbornholm og i byen kan du bl.a. opleve den farverige Allinge Kirke, flotte bindingsværkshuse, den hyggelige havn og de meget smukke klipper. I Allinge er der også rig mulighed for at bade ved små strande og havne – Bl.a. Næs Strand og nærliggende Sandkås Strand. Byen har også nogle smukke og hyggelige røgerier, som jeg vil skrive yderligere om i et andet blogindlæg.   

Flotte klippesten ved havet i Allinge

Hammershus

Hammershus er den mest populære seværdighed på øen, og det er den af god grund! Hammershus er Nordeuropas største borgruin og befinder sig på en klippeknude på Nordbornholm. Borgen er helt tilbage fra 1200-tallet og står stadig flot og velbevaret i dag. Jeg synes især den er meget imponerende når man ser den udefra, hvor den står majestætisk på en top og med en virkelig smuk bro, der pynter flot. Tager man også lige de flotte omkransende dale med, så får du virkelig et af de mest fotogene steder i hele Danmark, efter mit bud. Der er ikke vildt meget at se indenfor ift. artefakter/møbler osv., men man bliver uden tvivl meget imponeret af bygningens størrelse og interessante struktur.

Men en af de mest iøjenfaldende ting ved borgen er helt sikkert de fremragende udsigter du kan opleve af de flotte grønne områder, dale og havet. Det er utrolig smukt og er alene turen værd, vil jeg sige!

En anden sjov aktivitet ved Hammershus er at betragte køerne der græsser tæt ved slottet. Det sjove er nemlig her, at de omkransende dale skaber ekko, så hver gang køerne muh’er, så kan det høres virkelig højt og med masser af ekko 😀

Tæt på Hammershus befinder der sig en flot cafe, hvor man kan få en kold sodavand eller en is, efter den lidt hårde tur op til borgen. 

Jeg kan helt klart anbefale en tur til Hammershus, og jeg vil endda sige, at det helt sikkert er et must, når I besøger Bornholm!     

Opalsøen (Hammersø, Hammer Havn)

Opalsøen

 

En af de flotteste naturseværdigheder på øen er uden tvivl Opalsøen, der er omkranset af høje og skarpe klipper – det er virkelig en unik destination, der SKAL opleves, når du er på øen. Foruden at beundre de smukke og episke klippeformationer, er der også mulighed for at svæve på svævebane, at hoppe ned i søen fra de høje kanter og selvfølgelig at svømme i søen. Jeg så endda også flere der havde valgt at tage en bid mad med og som spiste den på græsset ved klipperne.

Hammersø er lokaliseret lige ved siden af Opalsøen, så det giver god mening at besøge begge efter hinanden – dog er Hammersø ikke nær så imponerende som Opalsøen – her er nemlig ikke nogle dramatiske klipper eller spændende fysiske aktiviteter. Men der er flot natur, færre mennesker og gode muligheder for at sole sig og tage en dukkert. 

Hammer Havn er en meget hyggelig havn, som befinder sig ca. 500 meter fra Opalsøen og Hammersø. Her kan du beundre de flotte både, de smukke udsigter over den omkringliggende natur (bl.a. flotte klippeformationer) og de små farverige huse. Ikke nok med det, så er der også en lille strand, hvor man kan hygge sig og nyde omgivelserne. Når du er færdig med at udforske havnen, kan du få en bid mad i Hammerhavnskiosken, der laver de bedste sandwicher! (jeg vil skrive nærmere om stedet i et kommende blogindlæg om de bedste spisesteder på Bornholm).  

 

Opalsøen

Hammersø

Hammer Havn

Gudhjem

Gudhjem er en af de mest populære og besøgte byer på øen, og det er ikke svært at se hvorfor – den bakkede by er virkelig charmerende med flotte og farverige huse, gode restauranter og caféer, en hyggelig havn og har selvfølgelig også et smørrebrød opkaldt efter sig, nemlig Sol over Gudhjem! Og ikke nok med det, så er byen også tæt på Helligdomsklipperne, som jeg vil beskrive nærmere nedenfor.

Gudhjem er ikke en ideel by for de gangbesværede, da byen er bygget på meget stejle bakker, der kan være rimelig svære at komme op og ned ad. Men det gør til gengæld også byen meget unik og fotogen, hvor man virkelig kan fange flotte perspektiver og udsigter rundt omkring i byen – især ved Gudhjem Kirke, hvor man nærmest kan se hele byen.

Der er ikke særlig mange konkrete seværdigheder i selve Gudhjem – måske med undtagelse af kirken, der er opført i 1893. Selvom det er en nyere kirke, så er den stadig et besøg værd, da den er flot og har, som beskrevet, et interessant område.  

Udsigten ved Gudhjem Kirke

Gudhjem Kirke

Helligdomsklipperne

Helligdomsklipperne er uden tvivl en af de smukkeste naturfænomener og områder, som jeg har set i Danmark! Her ser du en meget stor mængde af de vildeste og smukkeste klippeformationer og frodige stiger, der nærmest fortsætter til uendelighed. Det var virkelig en fornøjelse og fantastisk oplevelse at gå igennem de her stier og beskue de diverse og dramatiske klippeformationer og det brusende hav, der rammer ind i kysten. Her har man også mulighed for at gå ned af nogle stejle trapper og se klipperne og stranden på tættere hold. En af de store attraktioner ved Helligdomsklipperne er grotterne, hvor især den såkaldte “Den Sorte Gryde” er populær og velbesøgt. I denne grotte kan man nemlig trænge 60 meter ind. Området i sig selv er virkelig stort og langt – jeg gik omkring 1,5 time og der var stadig en hel del tilbage af området. Så det er et fantastisk område for folk der virkelig nyder de lidt lange og udfordrende vandreruter.

Helligdomsklipperne er bestemt ikke egnet til de gangbesværede – stierne kan være meget ujævne og udfordrende. Derudover så er stierne ned til stranden rimelig stejle og ikke lige de nemmeste at gå ned af, på trods af gelænder. Jeg kunne gå langt de fleste steder uden de store problemer, men kom også selv til kort da jeg ville se “Den Sorte Gryde”, for her skal man igennem et meget udfordrende terræn for at kunne komme ind, og jeg måtte derfor droppe det ret hurtigt 😅 Men jeg kan forhåbentlig opleve den en anden dag med en makker.

Helligdomsklipperne befinder sig ikke så langt fra Gudhjem – ca. 6 kilometers afstand. Og der går også busser til Bornholms Kunstmuseum, hvorfra man så kan gå over til klipperne. Så det villle give god mening at kombinere Helligdomsklipperne med en tur rundt i Gudhjem, hvis man selvfølgelig har overskud til det – det gjorde jeg i hvert fald.

 

 

Dueodde

Sandklitterne i Dueodde

Dueodde ligger på Sydbornholm og er en yderst foretrukken destination, især for strand- og naturelskere. For her finder du bl.a. Dueodde Strand, der betragtes, ikke bare som Bornholms bedste strand, men en af landets bedste. Denne flere kilometer lange sandstrand har superfint sand, er meget bred og dejlig ren. Vandet er kendt for at være meget klart, men da jeg var derovre, så var der desværre ret meget tang i vandet, så det var selvfølgelig lidt ærgerligt. Men den tilstand svinger vist meget fra år til år. Udover det, så var det uden tvivl en super fed oplevelse at tage på stranden i Dueodde!

Men der er mere til Dueodde end bare en flot sandstrand – her finder du nemlig også vaskeægte sandklitter! Landskabet, der minder meget om Råbjerg Mile i Nordjylland, er virkelig smuk og sjov at traske rundt i. Det kan være rimelig udfordrende at gå i terrænet, vil jeg sige – især i den bagende sol 😀 Men en morsom og spændende oplevelse, ikke desto mindre. Selvom klitlandskabet på Bornholm ikke er ligeså stort eller iøjnefaldende som Råbjerg Mile, så har stedet faktisk en fascinerende historie. Før i tiden befandt der sig landmænd, marker og græssende får i nærområdet. Men sandet spredte sig så meget, at de blev nødt til at flytte derfra. Senere har man faktisk været nødt til at gro et skovområde for at stoppe spredningen. Og dette skovområde er der stadig i dag, lige inden man kommer til klitterne. Jeg synes virkelig også at det var en fornøjelse at gå rundt i skovområdet, der indeholde duftende fyretræer. Da jeg gik rundt i skoven, mindede duften af fyretræer mig om Antalya, hvor der også findes mange fyreskove.

Og i denne fyreskov finder I også en anden spændende seværdighed, nemlig Dueodde Fyr. Her kan man nyde en helt fantastisk udsigt over landskabet, herunder sandklitterne, stranden og Østersøen. Men vær dog opmærksom på, at det ikke er den nemmeste tur derop, da tårnet er ret højt og trappegangen er meget smal. Men med den udsigt og en indgangspris til kun 10 kr., så er det helt klart værd at tage en tur op i tårnet.  

 

 

Dueodde Fyr

Udsigten fra Dueodde Fyr

Dueodde Strand

Østerlars Kirke

Østerlars Kirke (eller Østerlars Rundkirke) er opført helt tilbage i ca.år 1150, og er Bornholms og Danmarks største rundkirke. Kirken har en meget iøjnefaldende og smuk arkitektur med den hvide farve, det runde og spidse tag, samt både trekantede, firkantede og cirkulære former. Jeg besøgte kirken sent på dagen og nåede desværre ikke at komme ind, så jeg fik kun set den udefra. Og oven i købet, så regnede det virkelig meget, så det var ikke lige de bedste omstændigheder, kan man sige. Men jeg er stadig glad for, at jeg fik set den. 

 

Svaneke

Svaneke har siden 1500-tallet været kendt som en smuk og livlig handels- og fiskerby. Byen, der befinder sig på Bornholms østkyst, er en virkelig charmerende by, der har bevaret rigtig mange af dens ældre gader, huse og karakter generelt. Jeg bed især mærke til de mange overdådige gårdhaver, der var rundt omkring i byen. Og så er der en flot gul farve, som præger bybilledet, hvilket især er smukt på en flot sommerdag. Svaneke er ikke særlig stor, men er til gengæld meget livlig og fyldt med aktivitet. I de senere år har byen forvandlet sig til en kunstner- og gourmetby, hvor man kan finde spændende gallerier, workshops, butikker, boder og en masse hjemmelavede produkter, herunder lakrids, bolcher, chokolade, øl, is mm. Jeg købte selv en pose hjemmelavede bolcher, som smagte super lækkert.

Udover at nyde byens stemning og smage på dens lækkerier, så er der også flere spændende seværdigheder, som du kan besøge. Først og fremmest kan jeg anbefale at man besøger den smukke rosa-kalkede Svaneke Kirke, der har en lang og rig historie med en masse ændringer og tilføjelser gennem tiden. Kirken blev opført i 1500-tallet – dog er der ganske lidt tilbage af den originale kirke. Der blev foretaget en stor ombygning af kirken i slutningen af 1800-tallet, hvor bl.a. farven også blev ændret til rød. Men ikke desto mindre, en flot og unik kirke, som er værd at besøge.

Et andet anbefalingsværdigt sted er Havnen, som uden tvivl er en af de hyggeligste steder i byen. Her kan du opleve den livlige stemning, mens du nyder en god is og betragter de flotte omgivelser.  

 

 

Svaneke Kirke

Sandvig (Hammerknuden, Salomons Kapel, Sandvig Strand)

Salomons Kapel

 

Så kommer vi igen helt op til spidsen af Nordbornholm, nemlig Sandvig og Hammerknuden. Området er kendt for sin skønne natur – især klipper og granit, der nærmest er overalt i området! Derfor giver det rigtig god mening at være på gåben og klar til den helt store gåtur, for det er virkelig den bedste måde at se stedet på. Der er flere spændende ting man kan lave, men jeg vil først og fremmest anbefale en tur til Salomons Kapel, som er helt tilbage fra 1300-tallet, og blev bygget, så daværende sildefiskere kunne velsigne deres fangst. Der er ikke så meget tilbage af kapellet, men det er stadig et meget interessant sted og værd at besøge. Tag gerne den ca. 15-minutter lange gåtur fra Sandvig Strand til kapellet – her vil du undervejs opleve super smukke klipper og flot natur generelt.

Da jeg var derovre, så var det faktisk meningen, at jeg bare skulle vende tilbage til stranden efter at have besøgt kapellet, men da jeg så, hvor smuk ruten forude så ud, så valgte jeg at fortsætte mod Hammerodde Fyr, hvilket jeg er super glad for, at jeg gjorde – denne rute er nemlig, efter min mening, en af de flotteste og mest fotogene ruter på øen! Her er der fyldt med klipper, flot havudsigt, bakker, strande, enge og skov! Terrænet er ret udfordrende, men jeg kan helt klart anbefale at gå denne rute – jeg vil endda gå så langt og sige, at det er et must, når man besøger Bornholm 🙂

Hammerodde Fyr, der er opført i 1895, er ærligt talt langt fra det mest imponerende fyr på øen, men stadig værd lige at tjekke ud, hvis du er i området.

Sandvig Strand er Nordbornholms mest populære strand, og det er bestemt ikke svært at se hvorfor – her er der masser af liv og aktivitet, fint sand og flotte klipper (ja, også her!). Meget flot strand, uden tvivl. Og en dejlig måde at slutte en lang gåtur af på.   

 

 

Den smukke vandresti fra Sandvig Strand til Salomons Kapel

Det smukke landskab ved Hammerknuden – Bornholms nordligste punkt

Hammerodde Fyr

Almindingen (Ekkodalen, Lilleborg, Gamleborg)

Ekkodalen

 

Almindingen er en kæmpe skov (faktisk Danmarks femtestørste!), som befinder sig midt på øen. Det er en meget smuk skov med meget varieret landskab, rigt dyreliv og en hel masse spændende aktiviteter, som man snildt kan bruge flere dage på at udforske.

En af de helt store seværdigheder i skoven (og uden tvivl også på hele øen) er Ekkodalen, der nærmest tryllebinder sine besøgende med utroligt imponerende klipper, vilde natur og smukke ruter. Jeg blev i hvert fald meget forbløffet over stedet – det føltes så fjernt fra det, som vi forbinder med dansk natur (i hvert fald på Sjælland 😀) – ja, det var nærmest som at gå i en jungle! En anden unik ting ved Ekkodalen er selvfølgelig ekkoet, der er en sjov aktivitet at prøve af for de mange besøgende – derfor hører man konstant råbende børn 😂.

Udover Ekkodalen, så kan man også opleve den flotte Lilleborg i Almindingen. Lilleborg er en borgruin, der befinder sig på en 16 meter høj klippeknude og daterer helt tilbage til middelalderen. Der er ikke super meget tilbage af borgen, men det er stadig et meget interessant sted at udforske. Derudover er det også et meget smukt område med en sø ved siden af borgen.    

Den sidste seværdighed/aktivitet jeg vil nævne fra Almindingen (som jeg desværre ikke fik set selv, men stadig værd at nævne) er Gamleborg, der er bygget helt tilbage i vikingetiden (omkring år 750!) og er dermed Bornholms ældste bygningsværk. Det ser umiddelbart ikke ud til, at der er særlig meget tilbage af borgen, men den er uden tvivl værd at tjekke ud, alene pga. den historiske værdi.  

En sjov anekdote jeg har fra min tur til Ekkodalen er, at jeg faktisk gik den HELT forkerte og modsatte vej mod dalen 😅 Jeg ville gå fra Lilleborg til dalen og fulgte Google Maps’ (som ellers sjældent skuffer mig!) rute. Jeg gik og gik i lang tid, men uden at støde på noget som helst. På vejen derover stødte jeg på en familie flere gange – vi faldt i snak og det viste sig, at de også var på vej til dalen og også var faret vild 😂 Så vi besluttede os at lede sammen. Vi nåede til sidst til et punkt, hvor vi var på kanten af skoven og kunne se dalen nedenfor – men problemet var bare, at vi var på den modsatte side og der var MEGET langt ned. Så nu skulle vi finde en vej ned. Det gjorde vi heldigvis også, men det tog ret lang tid og ruten var ikke ligefrem ligetil – derfor var jeg også meget glad for, at jeg gik sammen med familien, for ikke nok med at de hjalp med at finde vejen, de var også så søde at hjælpe mig, når terrænet var lidt for udfordrende for mig. Så hvis I tilfældigvis læser dette blogindlæg – Tusinde tak for hjælpen!

 

 

Ekkodalen

 

Ekkodalen

 

 

Lilleborg

 

Søen ved Lilleborg

 

 

Det var virkelig en fantastisk oplevelse at opdage og udforske Bornholm – Selvom jeg kun tilbragte 8 dage på øen, så fik jeg set nogle meget spændende seværdigheder, oplevet nogle super hyggelige og smukke byer, mødt nogle flinke mennesker og udforskede noget af det mest spektakulære natur, som vores land kan byde på. Hvis du ikke har været på Bornholm før, så gør dig selv en tjeneste og besøg øen, for det var virkelig en fornøjelse. Jeg håber inderligt, at jeg kan besøge øen igen en dag, for selvom jeg fik proppet rigtig mange ting ind i de 8 dage, så er der stadig en hel del som jeg ikke har fået oplevet endnu 🙂