Normalt er jeg ikke så glad for at nævne mit handicap, fordi jeg ikke er meget for at blive specialbehandlet, men jeg skriver dette blogindlæg, da jeg dels gerne vil have, at dem der ikke kender mig personligt, får lidt mere information om mig som person, og samtidig også fordi jeg gerne vil inspirere de af jer, som måske også har et handicap, en skade, en sygdom eller lignende, til at rejse.
Indholdsfortegnelse
Mit Handicap
Jeg er født med et handicap der hedder “spasticitet”, som defineres som en tilstand, hvor man har øget spænding i musklerne. Nærmere fortalt, så halter jeg på mit venstre ben, hvor jeg har det med at bøje min fod mens jeg går, i stedet for at holde det strakt, som man ville gøre under normale omstændigheder. Det fører også til at jeg træder på forreste del af foden og ikke på hælen. Jeg blev heldigvis opereret for det i en tidlig alder, så jeg har det kun i venstre ben. Med årene har handicappet ført til at jeg også svajer i ryggen, mens jeg går.
Mine udfordringer i forbindelse med rejser
Jeg vil ikke betragte mit handicap som særlig slemt eller udfordrende/forhindrende, for jeg kan sagtens gå lange ture, klatre, løbe og mange andre fysiske aktiviteter, og jeg kører ikke i kørestol eller går med rollator, krykker eller lignende. Så jeg var lidt i tvivl, om jeg kunne retfærdiggøre at skrive et blogindlæg om at rejse som handicappet, men jeg har dog stadig udfordringer, som jeg gerne vil fremhæve. Mit handicap gør bla. at min balance ikke er nær så stærk som gennemsnittet. Det betyder bla. at jeg har svært ved at gå ned af trapper hvis der ikke er gelænder eller at klatre nedad. Jeg kan også have svært ved at gå på dårligt underlag, fx ødelagt fortov osv., fordi jeg ikke løfter benet højt nok op (i takt med at det ikke er strakt) og derfor kan jeg en sjælden gang støde ind i huller som naturligvis gør at jeg skvatter.
Opfattelser om handicappet på rejsen
Det er klart, jeg ser ikke helt normalt ud, når jeg kommer gående under rejsen, specielt for folk, der ikke har set lignende før. Så der vil selvfølgelig være mange forskellige opfattelser og nysgerrige personer. Folk vil kigge lidt på dig, men jeg syntes bestemt ikke at der er nogen dårlig hensigt bag, det er ren nysgerrighed. Men det vænner man sig hurtigt til og det skal man bestemt ikke tage så tungt.Vi er generelt alle lidt nysgerrige over ting, der er anderledes. Jeg har tit oplevet at folk har spurgt ind til, hvorfor jeg går som jeg gør, når jeg er ude og rejse, og det synes jeg er helt i orden, for det viser, at de er interesserede. Der er også mange, som egentlig er lidt tilbageholdende med at spørge, fordi de er bange for at krænke eller såre mig, men det er langt fra tilfældet. Jeg har også oplevet at der er mange der vil give en hjælpende hånd, og det tager jeg gerne imod, men KUN hvis jeg virkelig har brug for den og ikke kan klare mig på egen hånd. Som jeg nævnte tidligere, så vil jeg nemlig på ingen måde specielbehandles eller vises medlidenhed. Jeg oplevede bla. i Istanbul, da jeg skulle tage metroen, at vagten insisterede på at jeg gik ind ad handicapindgangen (som er gratis) fordi det var min ret. Men jeg takkede nej mange gange og insisterede selv på at gå ind af den almindelige indgang. Jeg satte stor pris på hans hjælp, men jeg sætter en stor dyd i at være i stand til at klare mig selv og stå på egne ben, specielt når jeg rejser alene, for det er nemlig en vigtig del af det at rejse alene.
Læs også: 5 Grunde til at Rejse Alene
Tøv ikke med at springe ud i det
Ja, at have et handicap kan til en vis grad være en hindring, men det skal overhovedet ikke stoppe dig i at rejse. Det er helt fantastisk at komme ud og rejse og opleve verden, lære nye mennesker og kulturer at kende, se smukke seværdigheder og udsigter, og måske vigtigst af alt udvide ens horisont, som medfører, at man ser tingene fra nye perspektiver – Et handicap skal ikke forhindre jer i at opleve og prøve disse ting. Det er ofte blot en mindre frygt og nervøsitet man skal overkomme, men når man først har gjort det en gang, så føler man at man kan klare hvad som helst, der skulle dukke op på ens vej. Desuden kan man næsten altid finde en løsning på et problem i forbindelse med rejsen, om det så skulle være udfordringer med kørestol, skader og lignende – det kræver bare at man er villig til det og til tider tænker kreativt.
Hvis jeg skal tage mig selv som eksempel, så har jeg jo også udfordringer som potentielt kunne have forårsaget, at jeg ikke prøvede nogle af de spændende ting, jeg har været igennem, hvis jeg bare havde givet op og sagt “det kan jeg ikke, for jeg er handicappet”.
Salalah i Oman
Skal jeg nævne nogle af de ting, som har oplevet, hvilket jeg bestemt ikke troede jeg kunne gøre, så ville det først og fremmest være at klatre i kæmpe store bjerge i Oman, hvor det oftest var meget udfordrende terræn, som fx små veje hvor der næsten ikke var plads til at gå og man ikke var særlig langt fra kanten. Jeg har derudover også klatret i høje “sand dunes” med MEGET blødt sand, som også var noget af en udfordring. Jeg har gået i flere omanske “Wadier” (dale), igen med smalle veje, højder, store sten der skulle klatres over, lange afstande osv. Slutteligt, så har jeg gået mange lange afstande igennem mine rejser, hvor ryggen ikke kunne mere og benene var fuldstændigt syret til, men hvor jeg stadig ikke gav op og fuldførte mit mål. Jeg kunne her bla. nævne så sent som da jeg tog til Los Angeles og gik hele vejen ned af bakken/bjerget, hvor Griffith Observatory befinder sig. Eller da jeg gik den lange og den noget anstrengende tur op til Santa Barbara Slottet i Alicante. Fælles for de her oplevelser er, at jeg turde at springe ud i det, velvidende at jeg har en udfordring i form af et handicap. Jeg gav ikke op og kæmpede til det sidste, og endte med at få uforglemmelige oplevelser ud af det.
Salalah i Oman
Jeg råder absolut ikke nogen til at prøve farlige ting af som ikke er realistiske mhp. deres handicap, lad mig bare slå det fast. Man skal selvfølgelig tage de nødvendige forholdsregler og handlinger, før man vover sig ud i noget. Desuden skal man naturligvis også kende sin fysiske grænse. Men når det så er sagt, så skal man ikke slå sig ud bare fordi man har et handicap, og man skal altid springe ud i det og få fantastiske oplevelser, hvis det selvfølgelig er fysisk realistisk.
Jeg håber at i har lært mig lidt bedre at kende og samtidig blevet inspireret til at rejse verden rundt, også selvom i har et handicap, sygdom, skader eller lignende!


Hej Emre. Du kender mig ikke, men jeg har arbejdet sammen med din mor på ShowTech
Det er meget interessant at læse dine rejseoplevelser, men det der glæder mig mest, er dit smukke sprog, og din fantastiske evne til at formulere dig Du har også en fantastisk positiv tilgang til livet, og hvad det indebærer, og det er helt i tråd, med min egen tilgang til livet
Du ønskes stort held og lykke på dine rejser, og gid du må opleve mange flere lande og spændende kulturer
De bedste rejsehilsener
fra Sonja Skovgaard
Hej Sonja
Tusind tak for din søde kommentar og ros, det sætter jeg stor pris på. Jeg er glad for at du kan lide blogindlægget og min tilgang til livet. Det er vigtigt at være positiv 🙂
Tak og i lige måde Sonja.
Hej Emre
Tak for en herlig og livsbekræftende historie – og for mange gode snakke – og gode grin på Vækstfabrikken.
Stor respekt for din tilgang til livet.
Held og lykke
Hej Morten
Mange tak for din pæne kommentar, det glæder mig at du synes om blogindlægget! Ligeledes tak for de gode snakke og grin på Vækstfabrikken – det er altid en fornøjelse at snakke med dig 🙂
hej. tak for inspirende læsning. jeg har også et handicap, derligner dit, bortset fra, at jeg har haft en halvsiddet lammelse og ingen funktion har i min venstre arm og hånd.. jeg går med en stok, men det forhindrer heller ikke mig i at rejse. senest har jeg været på rundrejse 1 måned i Botswana, hvor jeg padlede rundt i en lille kano i Okawango-deltaet, kørte i 10 timer gennem Kalahari-ørkenen osv.. fantastisk oplevelse. og en stor sejr. så jeg er enig med dig.. kom bare afsted. der er mange muligheder, som ikke nødvendigvis er et resort i Thailand, eller en charterferie på Rhodos. generelt, er folk jo enormt søde til at hjælpe, uanset, hvor i verden, du befinder dig…. god rejse
Hej Louise. Mange tak! Hold da op, det er flot klaret Det lyder som en fantastisk tur og et en meget spændende land. Ja, helt enig – det er bare med at komme afsted