Udover at være min første solorejse destination og mit første fodtrin på kontinentet Afrika, er Agadir simpelthen bare den perfekte destination, for dig der udelukkende vil slappe helt af. Byen er blevet genopbygget efter et slemt jordskælv i 1960 og er nu et hotspot for turister. Dette gør selvfølgelig også at byen ikke helt har samme autencitet og karakter som fx Marrakech, men den har til gengæld flotte strande og et afslappet tempo og stemning. Den nyder rigtig godt af smukt solrigt vejr, med masser af varme, hvilket er et af byens største tiltrækningskræfter for turisterne. Specielt dem, der gerne vil lidt væk fra kolde nordeuropæiske vintre – og dette var også tilfældet for mig. Jeg tog til Agadir på en januar måned og det var omkring 20-25 grader med konstant sol, så det er bestemt en ideel vinterdestination, som desuden ikke ligger synderligt langt væk fra Danmark. Jeg nød selv en meget afslappende ferie i Agadir og nu vil jeg fortælle jer hvordan i også kan opleve det selvsamme.   

 

Nyd den smukke strand og oplev den smukke solnedgang

Agadirs “centrum” er kystområdet og marinaen, så derfor kan man i høj grad sige at Agadirs strand ligger lige ved centrum og byens vigtigste attraktioner. Så den ligger meget belejligt og er nemt at komme til. Men vigtigst af alt, så er den meget smuk, ren og sandet er meget blødt og fint. Jeg havde desværre ikke mulighed for at gå i vandet, for det var naturligvis en anelse for koldt på en januar måned, men jeg tilbragte alligevel en del tid på stranden, hvor der er rige muligheder for at tage billeder, nyde vejret, solbade og hvad hjertet ellers begærer på sådan en smuk strand. Men hvad der uden tvivl var et af højdepunkterne ved stranden og ferien generelt, var den fabelagtige solnedgang. Den knaldgule himmel parret med stranden, vandet og den hvide marina, resulterede i den perfekte udsigt. Og hvor afslappende er det ikke lige at sidde på det bløde sand, på en lun vinteraften og høre vandet mens man nyder en utrolig solnedgang? Meget fredfyldt og ultimativ afslapning, i den grad!    

 

Gå på den lange promenade og se den smukke marina

Agadir promenade er en bred promenade, fyldt med aktivitet og mennesker. Desuden strækker den sig langt og samtidig er der rige muligheder for at få god mad og drikke ved de mange restauranter. Så den er helt sikkert perfekt til at tage hyggelige spadserture på og bare observere de flotte omgivelser, som består af smukke palmetræer, den ovenfor nævnte strand, marinaen samt hyggelige cafeer og restauranter. 

Et andet højdepunkt ved byen, vil jeg mene, er den meget smukke Agadir Marina, som er hvidfarvet og bygget i maurisk stil. Den blev bygget så sent som i 2007, og har fornøjelsen af at være et af de mest populære steder i hele byen og et rimelig fedt sted at slappe af og nyde stemningen. For dem, der er interesserede, er der også mulighed for at købe tøj i flere forskellige butikker inde i marinaen. Det, jeg foretog mig, var at vandre afslappende rundt og nyde udsigten – Men selvfølgelig også at drikke god marokkansk te. Hvilket bringer os videre til noget af det fedeste ved turen. 

Spis god og varieret mad fra flere forskellige lande

Når man taler om Marokko, kan vi ikke komme uden om den fantastiske mad. Især Tagine og marokkansk myntete! Om du vil have med okse-, kylling- eller lammekød, er helt op til dig – men du bliver simpelthen nødt til at smage tagine, når du kommer til Marokko. Retten tilberedes i et specielt lerfad og består typisk af kød, gulerødder og kartofler. Det smager så lækkert. Jeg kan især anbefale Restaurant Daffy, som laver rigtig god tagine. Men hvad jeg faldt helt pladask for, var ganske simpelt den uimodståelige og utroligt vanedannende marokkanske myntete. Når du først har prøvet den én gang, vil du have lyst til den hver dag – også når du er kommet hjem fra ferien! Teen bliver serveret i små glas og hældes traditionelt op højt fra glasset. Dernæst putter man friske mynteblade i. Teen er sød og smager helt forfriskende af mynte. Marokko har flere nabolande og mange forskellige indflydelser og dette kan også ses på variationen af forskellige madkulturer. I Agadir kan du finde alt fra marokkansk, arabisk, til spansk og fransk mad. Så der er rigeligt at vælge imellem! Men et af de bedste, og uden tvivl, et af de mest overraskende måltider på ferien var en fantastisk T-bone steak på restaurant El Toro. Den var utrolig saftig og mør. Og jeg vil gå så langt og sige at det er helt klart en af de bedste steaks, jeg har smagt. Det overraskende var selvfølgelig, at jeg skulle få så god kvalitet i Agadir, Marokko, af alle steder! Så madscenen har Agadir helt klart styr på, hvis du spørger mig.

 

Se hele byen fra Kasbaen på toppen af bakken

Ja ja, jeg skrev at det var ultimativ afslapning, men lidt motion skal der jo til for at kunne komme op til kasbaen (fæstningen) på toppen af den høje bakke og se den fænomenale udsigt af hele Agadir og den smukke strand – medmindre du selvfølgelig tager en taxa derop, hvilket jeg gjorde. Udfra hvad jeg har læst mig til, tager det nemlig et stykke tid at komme derop hvis man går. Så hvis du vil holde fast i temaet afslappende ferie, så anbefaler jeg klart at du tager en taxa. Men uanset hvordan du kommer derop, så vil du ikke fortryde det – udsigten er nemlig helt utrolig. Og fæstningen i sig selv er også meget flot. Men vær endelig varsom på folk der prøver at få penge af dig, når du er der. Det oplevede jeg nemlig, og det er bedst bare at ignorere dem, så du kan nyde udsigten i fred og ro.

Som bonus, har jeg lige et par yderligere forslag, som dog kræver lidt ekstra bevægelse, men er værd at overveje, hvis du skal til byen. Den ene er medinaen, som skal forestille at være en gammel replika af, hvordan byen plejede at se ud i gamle dage. Ganske interessant og flot bygget. Den anden er Valle des Oiseaux, som er en mindre zoologisk have, men hvor du har mulighed for at se smukke flamingoer. 

 

Alt i alt er Agadir bare den perfekte destination hvis du bare trænger til ren afslapning og godt vejr, specielt i vinterkulden. Agadir kan varmt anbefales!