Det kan være en meget dyr fornøjelse at rejse. Alt fra transport, mad og drikke, aktiviteter og seværdigheder kan koste mange penge og man bliver ofte draget til de mere pebrede aktiviteter, hvorefter man hurtigt ender med en tom pengekonto, specielt for dem, der rejser på et begrænset budget. Men det behøver det ikke nødvendigvis at være. Der findes mange forskellige måder, man kan skære ned på udgifterne under rejsen, uden at det behøver at forringe oplevelsen. Jeg vil komme med mine 8 tips, der kan hjælpe med at skære ned på selv de strammeste budgetter. Jeg rejser ofte på et meget lavt budget, hvor jeg har gjort brug af disse med stor succes.

Der er tre hovedområder, du skal være opmærksom på, under din rejse mht. udgifter: Transport, mad og udgifter til seværdigheder/aktiviteter (jeg har ikke taget hotelomkostninger og flybillet med, da disse er udgifter, som man typisk betaler inden man tager på ferie). Disse tre er dem, du primært kommer til at bruge penge på, så det er også disse tre der skal skæres ned på, hvis du ønsker at spare. Jeg kan godt give dig mine erfaringer og råd, men i sidste ende er det op til dig, hvor og hvordan du ønsker at tilrettelægge dit budget. Nogle foretrækker at komme fra a til b på en komfortabel måde, andre lægger måske mere vægt på en god middag på en fin restaurant. Jeg vil derfor komme med lidt af hvert inden for alle tre områder, så du kan vælge hvad der nu passer dig bedst.

   

Undersøg Restauranten På Forhånd og Vælg Gerne Et Billig Sted

Karadeniz Döner i Istanbul, der både laver super lækker og billig mad

Det her punkt, er noget jeg lægger stort vægt på, når jeg rejser – jeg undersøger ALTID spisestedet på forhånd, ligegyldigt hvor jeg rejser hen. For mig betyder det rigtig meget, at man får den bedste/mest tilfredsstillende madoplevelse når man er ude og rejse, specielt hvis man har begrænsede dage – det er selvfølgelig ensbetydende med, at du ikke har råd/tid til at fejle (dvs. en dårlig madoplevelse). Det er selvfølgelig ikke helt op til dig, hvordan din madoplevelse kommer til at forløbe – alle restauranter kan have deres dårlige dage – men du kan som rejsende formindske risikoen gevaldigt ved at researche stedet godt på forhånd. På den måde har du gjort hvad du kunne, og resten er nu op til de dygtige kokke. Hvis du dog i modsatte tilfælde vælger en restaurant spontant på stedet, så kan du nemt komme ud for, både at betale dyrt, men også få dårlig eller middelmådig mad. Brug derfor alle værktøjer til at finde lige netop det, som du har lyst til at spise, afhængigt af dit budget. Både på Google Maps og Tripadvisor (som jeg bruger hyppigt), kan du se på dollartegnet, hvor dyr restauranten er. Ligeledes kan du læse anmeldelserne og selvfølgelig kigge på menukortet, hvis det er tilgængeligt. På Google Maps kan du fx tjekke menuen når du trykker på et spisested, derefter på ovenstående billede i venstre bjælke og i fanen menu – men som sagt, det er ikke altid tilgængeligt. På Tripadvisor kan du også filtrere i søgningen, så du kun søger på billig mad.    

 

Hold Dig Til Et Budget

Offentlige strande er et af de bedste gratis aktiviteter – Shatti Al-Qurum Beach, Muscat

Det her punkt er det mest kritiske, hvis du ønsker at spare penge under rejsen. Mange har sikkert et overordnet budget inden de rejser, som de holder sig til, men problemet opstår ofte når man ikke laver strengere kontrol med det samlede budget – så kan det hurtigt gå over gevind. For at sætte tingene lidt mere i perspektiv, vil jeg komme med min fremgangsmåde til at holde sig til budgettet: Jeg starter med at researche hvad tingene i rejselandet koster via diverse hjemmesider (med udgangspunkt i transport, mad og udgifter til seværdigheder/aktiviteter, som jeg nævnte i introduktionsafsnittet). Ud fra dette, udgør jeg et samlet budget, som jeg kan bruge til rejsen – lad os sige 2000 kr. for eksempel. Derefter opdeler jeg de 2000 kr. i daglige budgetter – det giver mig 285 kr. til hver dag på en uge. Personligt, så hjælper det mig rigtig meget at lave daglige budgetter, så det virker mere overskueligt og håndgribeligt end udelukkende det samlede budget. Tricket er selvfølgelig, at du under ingen omstændigheder må bruge mere end 285 kr. – gør du det den ene dag, så gør du det sikkert også den anden dag og derved overskrider dit budget. Hvis du så ovenikøbet kan bruge mindre end 285 kr. på en dag, så har du selvfølgelig mere til den næste dag. For det kan naturligvis variere hvor meget man bruger dag til dag. Tanken er bare at du sætter dig en daglig maximumsgrænse. Det fungerer super godt for mig, så måske kan i prøve det af 🙂     

 

Prioriter Gratis Seværdigheder Højest

Sultan Qaboos Moske i Muscat, hvor indgang er gratis

Det siger lidt sig selv – hvis du gerne vil spare penge, så skal du selvfølgelig prioritere de gratis seværdigheder højest. Seværdigheder har ofte et rimeligt indgangsgebyr, men besøger du fx flere museer hver dag, så hober de små beløber sig op og kan ende med et fylde en betydelig del af dine udgifter, specielt hvis du er på et stramt budget. Misforstå mig ikke, selvfølgelig skal du besøge alle de seværdigheder, du har lyst til – det er jo derfor vi elsker at rejse, men det er meget vigtigt, at du ikke slår større brød op, end du kan bage – altså besøg seværdighederne i overensstemmelse med dit budget. Men har du fx brugt en stor del af dit budget og du stadig gerne vil se seværdigheder, så undersøg nogle gratis seværdigheder – du vil blive overrasket over, hvor fede og hvor mange gratis seværdigheder der findes. Mange moskeer og kirker er gratis, som jo ofte er højdepunkterne i storbyer. Er du til natur, så er du også i gode hænder, for langt størstedelen af naturoplevelserne er gratis, herunder offentlige strande, parker, søer, skove, bjerge osv. Er du på et meget stramt budget, så ligger naturoplevelser og seværdigheder virkelig også til højrebenet – i stedet for at tage til dyre museer og seværdigheder, så kan du fx bruge en afslappende dag på stranden, der er ganske gratis og derved spare flere hundrede kroner fra dit budget – gratis er ikke nødvendigvis ensbetydende med kedelig ferie.      

 

Lav Selv Mad 

Grill på terrassen i Antalya

 

Her er der virkelig spare mange penge at spare, for det kan virkelig koste mange penge at spise ude tre gange dagligt. Det kan tage hårdt på selv de sundeste budgetter, især hvis i er flere og det er dig, der giver. Så det giver rigtig god mening, at man selv laver sin mad, hvis man vil spare. For nogle betyder det ikke det store at smage rejselandets nationale retter, mens det for andre, inklusive mig, er en essentiel del af det at rejse. Så hvis i hører til sidstnævnte, skal i selvfølgelig stadig spise ude og smage disse lækre retter, men prøv at begrænse det lidt. Der er selvfølgelig et væld af metoder, man kan begrænse det på – du kan eksempelvis begrænse dig selv ved kun at spise ude 3-4 gange i løbet af rejsen og lave din egen mad resten af tiden. Eller du kan udvælge ét fast måltid, som du udelukkende laver derhjemme. Denne metode brugte jeg fx i Muscat, hvor jeg endte med at spare en hel del penge og tid. Jeg vidste på forhånd, at morgenmad ikke rigtig er noget, der har stor betydning i Oman og ikke er særlig udbredt i spisestederne – i modsætning til især frokost, der nærmest er hovedmåltidet. Så jeg kunne derfor undvære at spise morgenmad ude, hvor jeg i stedet købte noget toastbrød og pålæg i supermarkedet, som var billigt, simpelt og hurtigt. På den måde kunne jeg i stedet bruge lidt ekstra på frokost og aftensmad eller spare dem. Så det kan jeg i høj grad anbefale. Undersøg de lokale spisevaner/køkken og fokuser på de måltider, som måske ikke er obligatoriske i spisestederne. Derudover kan du jo gøre lidt mere ud af de hjemlige måltider ved fx at købe lokale oste, pålæg og brød i supermarkedet og tag frokosten med til en park eller køb lokale råvarer og lav en hyggelig og lækker aftensmad, der jo eksempelvis kan være en lokal ret. Akkurat ligesom eksemplet med de gratis seværdigheder, så behøver det ikke nødvendigvis at være kedeligt at lave mad derhjemme.

 

Undgå At Bruge Taxa og Gå, Så Vidt Det Er Muligt

På vej op ad en høj bakke gennem en søjlegang til Santuario kirken i Bologna

Offentlig transport, herunder taxa, kan være MEGET dyrt i nogle lande, så derfor giver det god mening at bruge den så lidt som overhovedet muligt. Det er meget simpelt: Jo mere du går, desto mere sparer du. Det er heller ikke kun offentlig transport, der kan koste kassen – leje af bil kan i nogle lande også være virkelig dyrt og kan i nogle tilfælde slet ikke betale sig, specielt i byer der er små, fodgængervenlige og har god infrastruktur. Så prøv at gå, så vidt det kan lade sig gøre. Dine ben bør helt sikkert være dit foretrukne transportværktøj i mindre og/eller kompakte byer/områder, hvor distancen mellem seværdighederne er minimal – her tænker jeg på byer som fx Istanbul (gamle bydel), Modena, Bologna, Valencia, Alicante osv. Jeg kan komme med et eksempel fra min seneste rejse til Bologna, hvor jeg i gennemsnit gik 25-26 km om dagen og kun tog bussen et par gange. Jeg gik overalt, ligegyldigt hvor langt væk det var. Jeg elsker at gå når jeg er ude og rejse, da det for mig er den absolut bedste måde at udforske en by på, og hvor du virkelig får følelsen for stemningen og de forskellige bydele og nabolag i byen – og hvor du selvfølgelig sparer en masse penge. Så det er faktisk flere fluer med et smæk: Du motionerer, udforsker byen på bedst mulige måde og sparer penge. Så kan det selvfølgelig godt være at du bliver træt efter en hel dag med gåen, men for mig er det en god følelse, da jeg føler, at jeg virkelig har opnået og oplevet noget den dag – akkurat den følelse man får efter en god træningssession i fitnesscentret. Det er selvfølgelig ikke helt ligeså nemt i byer, der er mere udspredte og/eller mindre fodgængervenlig, såsom Antalya, Muscat og Los Angeles, men det er bare vigtigt, at i prøver at gå så ofte som muligt og begrænse de dyre taxaudgifter.            

 

Prøv At Begræns Dine Byture og Alkoholforbrug

Man kan i stedet gå en tur i bazaren/souqen – Muttrah Souq i Muscat

Byture og alkoholforbrug er absolut noget af det dyreste under rejsen og kan virkelig sluge dit budget. Derfor skal man være meget påpasselig med, hvor ofte man tager i byen, for det kan hurtigt gå helt galt og man får pludselig ikke råd til alle de andre ting, som man ville lave under ferien. Så hvis du kan formå at begrænse dine byture og alkoholforbrug, er der rigtig gode penge at spare. Og tager du ikke i byen, er det ikke ensbetydende med, at du skal kede dig – tag en hyggelig aftentur til stranden, se en god film i biografen, gå en tur i bazaren (hvis der selvfølgelig er en 😅), drik en god kop kaffe på en café osv. Der er mange sjove og hyggelige aftenaktiviter, der er betydeligt billigere end byture.   

 

 

Find En Makker Til Udflugter (Hvis Du Rejser Alene)

Fællesbillede i Los Angeles lufthavn efter en hyggelig rejse 🙂

 

Udflugter, herunder naturudflugter, udflugter til andre byer osv. kan være meget dyre, især i lande hvor der ikke er særlig stor konkurrence mellem turistselskaberne, der tilbyder udflugterne. Men de er specielt dyre, hvis man booker en udflugt alene, da du betaler fuld pris, i modsætning til flere personer, hvor man splitter prisen – grunden til dette er selvfølgelig at arrangørerne ønsker at få så stor en udflugtsgruppe som muligt, så der fx ikke er tomme pladser i bussen osv. Så kan du finde en makker eller flere, som vil tage med dig på udflugt, så er der jackpot. Hvis jeg skal komme med et eksempel fra mine egne rejser, så kan jeg nævne min oplevelse i Oman, hvor jeg tog alene afsted på en sightseeing udflugt/tur til Nizwa og nærliggende slotte. Jeg bookede via en turselskab, hvor jeg betalte i omegnen af 600 kr., hvorimod jeg blot kunne nøjes med halvdelen, hvis jeg fandt en makker. Så jeg vil helt sikkert råde jer til, enten at rejse sammen med andre eller finde jer en makker under rejsen, hvis i rejser alene og skal på dyre udflugter og ture. Vil du gerne finde en makker, kan du evt. spørge nogen på dit hostel (hvis du selvfølgelig bor på hostel) eller du kan spørge andre på nettet i diverse forums eller Facebook sider. Du kan fx skrive i Facebooksiden der hedder “Spørg en rejseblogger” – Link: Spørg en rejseblogger. Det er en side som har næsten 3.000 medlemmer, så mon ikke det er værd at prøve.

   

Undgå Turistfælderne og Spis i Stedet Hvor De Lokale Spiser

Taqueria El Taco Loco – en mexicansk restaurant i Los Angeles, der var MEGET lokal, med fantastiske tacos og super billige priser

Det her passer lidt sammen med det første tip jeg nævnte – undersøg spisestedet på forhånd. Turistfælderne som de kaldes, altså spisesteder, der er i de meget velbesøgte turistområder og sælger middelmådigt/dårligt/udvandet mad til overpris, er steder man helst skal undgå under rejsen, hvis man ønsker en rigtig lokal oplevelse til rimelige priser. Turistfælder er kedelige, smagløse og karakterløse – deres primære formål er at henvende sig til turister, der ikke ved bedre. Lad os ikke falde i fælden, det kan nemlig koste os dyrt, både økonomisk og tidsmæssigt. Spis hellere på en autentisk, lokal og lækker restaurant, der gør deres arbejde med stolthed og ærlighed. De lokale ved, hvad der smager bedst, da de selvfølgelig har boet der hele deres liv, så de har prøvet lidt af hvert. Samtidig så spiser de ofte i steder, der har rimelige priser og ikke snyder med hævede turistpriser. Undersøg spisestederne grundigt på nettet, spørg hotelreceptionen eller hvis du er lidt mere vovet, så spørg de lokale på gaden. Hvis i ikke lige har overskud eller tid til det, så kan i prøve de spisesteder, hvor der er lang kø – det er ofte et godt tegn på, at maden er god.   

 

Jeg håber i kan bruge disse tips og råd til jeres næste rejse, så i kan spare nogle penge og undgå at overskride jeres budget. Bruger i andre tips og tricks under rejsen, som ikke er nævnt her, så må du meget gerne kommentere nedenfor 🙂