Hovedstaden i Oman, Muscat, har et væld af super gode restauranter, der nærmest med sikkerhed kan tilfredstille enhver smag. Foruden at have gode restauranter, så er byen også kendetegnet ved at have et meget varieret køkken, med valgmuligheder fra mange forskellige steder i verden. Du har både de traditionelle omanske restauranter, libanesiske, tyrkiske, amerikanske, engelske, indiske, franske restauranter m.fl. Det er også derfor, at det har været utroligt svært at vælge restauranter ud – en anden grund er selvfølgelig også at stort set alt jeg har spist har været godt og værdigt til denne liste. Det betyder selvfølgelig at listen bliver relativ lang, så det håber jeg, at i har det fint med. Der bliver i hvert fald rigeligt at vælge imellem, når i skal rejse til byen!
Når du har fået lidt at spise, så kan du med rette opleve de mange seværdigheder i byen – her kan du evt. hente inspiration fra dette blogindlæg: De Bedste Oplevelser og Seværdigheder i Muscat
Indholdsfortegnelse
Zahr El Laymoun
Vi starter listen ud med Zahr El Laymoun, som er en libanesisk restaurant, der befinder sig i Al Mouj (The Wave) delen af byen, som er et topmoderne, luksus og lidt Dubai-agtigt område. Restauranten specialiserer sig i traditionelle libanesiske retter og har et stort udvalg af spændende mundfulde. Det jeg elsker ved det libanesiske køkken er mezze retterne, der er ala tapas, altså små retter, som man kan spise mange af – men i også kan se, så er denne restaurants portioner ikke ligefrem små 😅 Så jeg vil helt klart anbefale, at i deler jeres mad, hvis i er flere. Er i alene som mig, jamen så løsn hellere bæltet med det samme, det er noget af en omgang. Jeg spiste en lækker tabbouleh salat, foul, som er en bønneret, og kebbeh, der er små bulgurbolde med hakket oksekød i. Det hele smagte fantastisk.
Adresse: Al Mouj Street, The Wave
Al Dyafa Restaurant
Al Dyafa er muligvis den restaurant, som jeg besøgte mest under min ferie, da det var meget tæt på min AirBnB og selvfølgelig fordi de serverer super lækkert, traditionelt omansk mad, som jeg elsker. Det bliver virkelig ikke mere traditionelt end det – krydret ris med kød. Det lyder meget simpelt, men det er meget mættende, billigt og lækkert. Spørger du mig, så bør i ikke forlade Oman inden i har fået smagt denne ret, og Al Dyafa Restaurant er et rimelig godt bud på hvor i kan gøre lige netop det. En af grundende til at jeg elsker denne restaurant, er fordi den føles MEGET lokal. Det er stort set kun omanere der spiser der, og du ser bare ingen turister. De har et ret bredt menukort, men hvis du bare vil have en risret, så går du op til buffeten og peger efter hvad du vil have. De har flere forskellige ris, bl.a. kabouli, mandi og biryani. Derefter vælger du hvilket kød du vil have – her kan du vælge kylling, oksekød, fisk og deres specialitet, nemlig kamel. Sammen med risretten får du en fantastisk stærk sovs og en tallerken med grøntsager, som er gratis. Jeg kan anbefale kabouli ris med kamelkød – kødet er super mørt og virkelig lækkert. Det minder meget om oksekød, så jeg vil mene at de fleste af jer vil kunne lide det. Vil du være rigtig omansk og traditionel, så spiser du med fingrene, men det holdte jeg mig fra, da jeg helst ikke ville ydmyge mig selv 😅. Priserne er ganske fine og portionerne er store.
Adresse: 3513 Way, Al Khuwair
Kissa Cafe
Kissa Cafe er et småt, nyåbnet sted i samme område som Aldyafa. Der var ikke særlig mange anmeldelser på google, så det var et sted, jeg besøgte mere eller mindre blindt. Så jeg håbede på en positiv overaskelse, og det fik jeg så sandelig også. Jeg blev mødt med disse smukke, chokolade-overtrukkende minipandekager. De var meget velsmagende og tilfredsstillende at spise, specielt hvis du er i humør til chokolade. De har både pandekager og vafler. En anden ting jeg elskede ved caféen var deres cherry mojito (alkoholfri), som var super lækker og virkelig forfriskende på en varm dag. For at være helt ærlig, så var jeg ikke specielt vild med deres mad, som var lidt gennemsnitlig, så måske bare hold jer til desserterne og drinksene. Priserne var ret billige.
Adresse: Next to Tulip Inn AL KHUWAIR OM, 117, Oman
Slider Station
Slider Station var helt klart mit go-to sted hvad angår burgere. De er lokaliseret i et af de fedeste områder i byen, nemlig Qurum, der er et lidt fancy område, hvor mange rige bor og hvor dyre og mere vestlige restauranter hører til – og så er det selvfølgelig også området hvor du finder et af byens flotteste strande, Qurum Beach. Som navnet også hentyder til, så specialiserer restauranten sig i sliders, altså små burgere. Deres sliders er mere high-end, med interessante og til tider overraskende ingredienser, hvilket jeg godt kunne lide. Kødet, sovsene og alt andet i burgerne var topkvalitet. De var selvfølgelig lidt små, så jeg vil anbefale, at i bestiller minimum 2 stykker. Jeg spiste en Midnight, Classic Chicken og en Shawarma slider, på anbefaling af en af tjenerne. Det hele smagte super godt, specielt Midnight burgeren. Stedet er lige ved stranden og er et sted, der tiltrækker mange unge. Området hvor restauranten er placeret, hedder Oasis By The Sea, som er et sted med mange forskellige restauranter og caféer lige ved siden af hinanden. Priserne var en smule høje, men stadig pengene værd.
Adresse: Oasis By The Sea, Shatti Al Qurum.
Fauchon
Fauchon er uden tvivl det mest fancy sted jeg besøgte under rejsen. Det er fransk med et stort F og er i den finere og dyrere ende af skalaen. Restauranten ligger foran det fabelagtige Royal Opera House Muscat i Shatti Al Qurum området. Så du kan med rette spise her efter en operaforestilling, nøjagtig som jeg gjorde. De har flere forskellige retter, med vægt på det franske. Men som i også kan se på billedet, så har de også pastaretter. Jeg spiste en cremet penne carbonara, som smagte super godt. Jeg har ikke selv prøvet dem, men deres desserter skulle også være ret gode, herunder de franske. Er jeres budget stramt, så vil jeg sige spring over, for restauranten er rimelig dyr, især kødretterne. Hvis ikke, så kan jeg sagtens anbefale det – i får en lækker ret i et super hyggeligt og smukt setting med operahuset, svag belysning og stilfuld indretning.
Adresse: Royal Opera House, Al Kharjiyah Street, Muscat 103
Bait al Luban
Bait Al Luban er en klassisk og traditionel restaurant i byens historiske centrum, Muttrah. De specialiserer sig i det omanske køkken og serverer retter der ofte kun laves i omanske hjem og derfor ikke er så udbredt blandt øvrige restauranter. De går meget op i, at det hele skal føles traditionelt omansk, så indretningen er også i klassisk omansk design med træ, tæpper, dekorative døre og lamper. For at det skal være helt traditionelt, så kan man selvfølgelig også sidde på gulvet, hvilket jeg i høj grad kan anbefale, så i får en smagsprøve på deres traditioner og skikke. Når i endelig har fundet jer til rette, så er det i gang med at finde noget i menuen – og det kan være svært at vælge, for der er så mange spændende retter! De fleste er traditionelle omanske retter. Men jeg kan kraftigt anbefale deres shuwa som er en national ret, der spises til specielle begivenheder som Eid, bryllupper osv. Det er en helt unik ret med lammekød der tilberedes i et bål under jorden i over seks timer. I kan vist godt forestille jer hvor lækkert og mørt det kød er – hold da op, det smager sååå godt! Helt klart en af mine yndlingsretter i det omanske køkken. Med kødet får du selvfølgelig lækker ris, en tomatsovs og en hvidløgsyoughurt. Efter jeres hovedret kan jeg anbefale “Omani Delight”, som er en blandet tallerken med forskellige traditionelle desserter – og glem ikke den omanske kaffe ved siden af! Restauranten er en anelse i den dyre ende, men uden tvivl det hele værd. Jeg vil mene, at denne restaurant er et MUST når i besøger Muscat.
Adresse: AL MINA STREET, MUTTRAH CORNICHE, MUSCAT, OMAN
Baba Salem
Baba Salem er en tyrkisk restaurant, der sælger flere forskellige tyrkiske retter, men er især kendt for sin lækre og unikke shawarma durum, som kaldes “Baba Salem Shawarma” (se billede 1). Restauranten ligger i Qurum området, nærmere specifikt tæt på Qurum Park, så i kan med rette tage en tur derind før eller efter i har spist på restauranten. Stedet er meget lokalt og yderst populært, så du vil se en del mennesker og biler i området, men til gengæld har de god plads. Deres Shawarma durum er uden tvivl en af de bedste jeg har smagt i byen. Det der gør den unik er for det første at brødet får en tur i ovnen, hvilket gør at brødet bliver varmt og sprødt. For det andet, så er det sesam frøene på rullen, hvilket også er lidt usædvanligt, men giver en god smag. For det tredje, er kødet bare super godt. Durumen bliver serveret med syltede grøntsager, hvidløgsmayo og pommes fritter. Jeg kan i høj grad også anbefale deres Künefe, som er en tyrkisk dessert med en slags dejtråde, ost og sirup. Priserne er ret billige.
Adresse: 2237 Way, Qurum, Muscat 113, Oman
Kargeen Restaurant
Kargeen serverer primært arabisk mad og er muligvis en af de mest populære restauranter i Muscat, så stedet føles altid levende. Den ligger i Madinat Sultan Qaboos, som er kendt for at være et upscale område med mange europæiske expats, dvs. udstationerede personer. Restauranten er gemt inde mellem nogle bygninger og når du kommer til den, så er det første du ser, den fabelagtige have med det store dekorerede træ i midten. Det er en super flot have, der nærmest er taget ud af 1001 nats eventyr. Maden er uden tvivl også ligeså imponerende som dekorationen. De har en meget bred menu, med mad fra flere forskellige lande, men de specialiserer sig i det omanske køkken og jeg synes bestemt også at i skal fokusere på dette, når i besøger restauranten. Ligesom med Bait Al Luban, så valgte jeg her deres Shuwa, som bliver serveret på en helt anden måde. Du får en stor flot gryde med ris, hvor kødet er helt og pakket ind i bananblade, som det traditionelt bliver tilberedt med. Sammen med kødet, får du en tomatsovs, lammefedt og dadler som tilbehør. Kødet var super lækkert – det var virkelig mørt og faldt nærmest fra hinanden. Tilbehøret var også lækkert og komplimenterede kødet godt. Risen var lidt skuffende, da den var på den simple side, hvorimod omanere har tradition for at krydre deres ris. Men alt i alt, en dejlig middag og oplevelse. Priserne er rimelige, men en smule på den dyre side.
Adresse: Al Bashair Street, Madinat Sultan Qaboos, Muscat
Tche Tche

Udsigt fra cafeen (er ikke taget direkte fra caféen, men i får denne udsigt fra den, bare højere oppe) 🙂
Tche Tche er en af mine favorit cafeer i byen og er også en cafe, som jeg tidligere har besøgt, da jeg studerede i Oman. Så at komme tilbage derover, vækkede minder, må jeg sige. Caféen ligger i et fantastisk smukt område, nemlig lige overfor Qurum Beach, der har det flotte hav, smal strand og flotte klipper i højre side af stranden (se billede). Derudover er caféen også på Al Shati street der er en populær og ret så livlig gade, specielt om aftenen med en stribe af store caféer og luksus biler og sportsvogne, der suser forbi. Tche Tche har masser af plads og er to etagers (ligesom de øvrige spisesteder på gaden), hvor første etage er et lukket område og anden etage er åbent, hvor du har en super udsigt over havet. De har desuden et område ved siden af bygningen, med tag over, hvor man også kan sidde. Men jeg sad selvfølgelig på anden etage, hvilket jeg også kan anbefale jer. Der er ret varmt, men det er udsigten værd – de har selvfølgelig også klimaanlæg deroppe, som hjælper en smule. Cafeens udvalg af mad og drikke er vestligt inspireret, med forskellige kaffer, sandwich, burger osv. Jeg spiste ikke deres mad, så det kan jeg ikke kommentere på. Hvad jeg kan anbefale, er deres drinks, der er super forfriskende med flere forskellige frugtblandinger, og deres vandpibe, som også er gode – især nydt godt med den fremragende udsigt. Priserne er overkommelige, men alligevel en smule i den dyrere ende.
Adresse: Al Shati Street, Qurum, Muscat.
Moorish Cafe
Moorish Cafe er også en fed cafe, som også er i Qurum området og også har en flot udsigt. Ja, jeg har en svaghed for flotte udsigter – har vi ikke alle sammen det? Moorish er inde i et hotel, der hedder Alqurum Beach Resort og er marokkansk inspireret, både med dens indretning og menu. Igen har jeg heller ikke spist deres mad, så det kan jeg ikke sige så meget om. Dog er deres drinks og vandpiber super gode. Vigtigst af alt, så har de også marokkansk mynte te, som jeg er helt vild med. Restauranten har smuk indretning indendørs samt skærme, hvis man vil se fodbold, og udeareal med smuk udsigt lige ved stranden. Så kan i nyde solnedgangen som jeg også gjorde. Desuden synes jeg at deres medarbejdere var super flinke og engagerede. Apropos netop det, så glemte jeg faktisk min taske i caféen og lige da jeg skulle ud, blev jeg mindet om det af en af medarbejderne, hvilket jeg selvfølgelig var super glad for. Priserne er lidt over middel.
Adresse: Alqurum Beach Resort, Beside Jawharat Al Shati, Muscat.
Begum’s
Begums er en helt fantastisk indisk restaurant. Indiske restauranter er virkelig på et helt andet niveau end danske, specielt mht. krydderier. En af fordelene er selvfølgelig også at maden bliver forberedt af indere, der virkelig ved hvad de laver. Det gør de i den grad i Begum’s. Restauranten ligger i Al-Khuwair området som er kendt for at have de bedste restauranter, og det kan jeg med sikkerhed nikke ja til. Det er en meget lokalt og autentisk restaurant, der ikke har den mest fancy indretning, men til gengæld har de fremragende mad. Jeg spiste der to gange, og begge gange fik jeg nogle af de bedste curryer jeg har smagt. De var fulde af smag, tilpas stærke, med mørt kød og masser af spændende krydderier. Naan brødet var også noget for sig, da de bliver lavet i en lerovn. Jeg kan især anbefale Mutton Rogan Josh, men alle dem der står Chefs speciel ved, er garanteret alle lækre. Priserne er billige.
Adresse: Al Khuwair Street Way No 3521, Muscat 113 Oman.
Meraj Restaurant
Meraj er en tyrkisk restaurant der også ligger i Al Khuwair området, faktisk lå det næsten overfor hvor jeg boede under min ferie, så jeg fik lejligheden til at besøge den en hel del gange. Det er en forholdsvis lille restaurant med udendørsareal og de serverer mange af de klassiske retter man forventer i en tyrkisk restaurant. Kebaber, shawarma, forskellige salater og mezze retter. Derudover sælger de også fisk. Jeg havde stort set lige landet og var netop ankommet til området med taxa, så jeg havde min kuffert med mig og en sult der sagde spar fem. Så jeg valgte denne restaurant som mit første måltid i landet og det var fire år siden jeg besøgte landet. De anbefalede denne durum som i ser på billedet, der er en “Turkish shawarma”. Jeg kan love jer for, at den smagte helt fantastisk – lige hvad jeg havde brug for, efter en lang flyvetur. En durum fyldt med lækkert kyllingeshawarma med krydderier, løg og andre grøntsager, der bare ikke var til at modstå. Ved siden af får du super gode syltede grøntsager. Jeg kan især også anbefale deres juicer – jeg har prøvet mange og de var alle gode. Medarbejderne er flinke og priserne er billige. Et rigtigt lokalt sted.
Adresse: 3513 Way, Al Khuwair, Muscat.
Enhver lokal Coffee Shop
Ja, en lidt underlig overskrift, men målet er egentlig ikke at fremhæve en specifik coffe shop, for de sælger stort set det samme, men at i får muligheden for at prøve typisk omansk street food, som er omansk brød eller Khubz ragag som det også kaldes. Det er et meget tyndt, sprødt brød, som de putter en masse spændende ingredienser i og derefter folder. Det er super hurtigt, nemt, lækkert og billigt. Der findes mange variationer, men hvad de typisk putter i er fx honning, flødeost, æg og chips. Og hvis i er rigtig lokal, så bestiller i en med det hele i. Lidt sjove kombinationer, ja, men det virker sgu, og smager rigtig godt. Brødet skal som sædvanligt nydes med en kop karak te, der kommer fra Indien, men som omanere virkelig har taget til sig. De drikker det stort set hver dag, og du ser typisk en stribe af biler foran coffee shoppen om morgenen og aftenen, og venter på deres Karak. Drikken er stort set bare sort te, mælk og kardemomme samt eventuelle yderligere krydderier. Det smager super godt. Både det omanske brød og karaken koster nærmest ingenting.
Nana’s Restaurant
Nana’s Restaurant er ikke ligefrem traditionel omansk mad, men er ikke desto mindre et sted med god mad og en fantastisk beliggenhed. Nana’s er et sted med vestlige retter, hvor man kan få lidt af hvert, både cafe mad, pastaer, desserter og morgenmad. Indretningen er meget flot, specielt fordi den er hyggelig, farverig og har en fed cafe stemning over sig. Restauranten er to etagers, så der er masser af plads. Men foruden det, så har den også noget af en udsigt – den befinder sig lige ved en af de smukkeste strande i byen, nemlig Shati Al Qurum Beach. Så du ser smuk sandstrand, palmer og det blå hav, når du kigger ud af vinduet i restauranten. Mht. maden, så spiste jeg en pasta, som jeg ikke lige kan huske eller finde hvad den hedder, men den var cremet, med tomatsovs og kylling. Den var virkelig god. Så hvis du har været en tur på stranden, så kan jeg helt klart anbefale denne restaurant. Medarbejderne var også venlige. De gav mig, af flere omgange, lov til at skifte tøj på deres toilet. Tak Nana’s Restaurant!
Adresse: Shati Al Qurum, 3044 Way, Muscat.
Turkish House Restaurant
Turkish House er et af de mest populære restauranter i byen, og bliver også set som en af de bedste. Det betyder selvfølgelig en masse mennesker og få ledige parkeringspladser, men det betyder også at du får en rigtig god bid mad. Det fik jeg i hvert fald i den grad. Stedet ligger i Al Khuwair og er ret stort med sine to etager og oceaner af siddepladser. Men det, der ærger mig lidt er, at de specialiserer sig i fisk og skaldyr og det er også det, som de virkelig får ros for – problemet er bare, at jeg desværre ikke kan lide fisk. Så jeg måtte gå for en af deres øvrige retter, Iskender, som er en traditionel tyrkisk ret med kebabkød, tomatsovs, yoghurt og brød i bunden. Denne ret er et af mine favoritretter inden for det tyrkiske køkken og jeg synes bestemt, at deres version var virkelig god. Lækkert kød og sovs, lidt til den oliede side, men ikke noget der generede mig. Super lækker ret, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor lækker deres fisk må være for en fiskeelsker. De bliver nemlig stegt på grill og man får lækre mezze retter som tilbehør. Så hvis i besøger restauranten og i kan lide fisk, så vil jeg ærlig talt anbefale fisk, for det er virkelig det, som de er berømte for. Hvis ikke, så kan i med god samvittighed bestille en Iskender, den er også super god. Priserne er billige.
Adresse: Al Hadiqa St, Al Khuwair, Muscat.
Old Turkish Restaurant and Coffee Shop
Old Turkish er en af de ældste tyrkiske restauranter i byen og er også en af de mest populære. Der var propfyldt da jeg spiste der. Men de har godt med plads, så det kan sagtens lade sig gøre at finde et sted at sidde. Denne restaurant ligger også i Al Khuwair området, faktisk ligger den et sted, hvor der stort set kun er tyrkiske restauranter, som ligger på stribe. Så konkurrencen er lidt hård derovre, dog synes jeg at alt jeg spiste i området var godt – Old Turkish var bare en tand bedre, efter min mening. Stedet er ikke ligefrem luksus – det er meget street food agtigt og lokalt, hvor du sidder udenfor, på billige plastikstole og nærmest midt ude på en travl sidevej. Det har dog sin charme og du føler virkelig, at du spiser hvor de lokale spiser, og de lokale ved altid bedst. Det gør de i den grad i dette tilfælde, for Old Turkish’ mad er super lækkert. Deres shawarma sad lige i skabet og deres mix grill var en kødelskers drøm. Du får alt fra kyllingestykker, kyllingevinger og Adana kebab, til lækre lammestykker. Ved siden af får du en lækker mezzetallerken med tre forskellige sovser/dips og en lækker salat. Deres juicer er også super forfriskende. Priserne er billige.
Steder som jeg ikke nåede at besøge (men som ser super indbydende ud):
The Steak Company, Al Angham, D’Arcy’s Kitchen, Tokyo Taro Japanese Restaurant.
Jeg håber, at i har fået lidt inspiration til spisesteder i Omans attraktive hovedstad, Muscat. Det har været en fornøjelse at udforske alle de lækkerier som byen har at byde på, hvilket jeg også håber, at i synes. Ikke desto mindre, så har I i hvertfald fået et par valgmuligheder, som i kan prøve af, når i besøger byen.


















